Epilepsi hos hunde er en neurologisk lidelse, der er karakteriseret ved en prædisposition for tilbagevendende anfald. Et anfald udløses af pludselig, unormal elektrisk aktivitet i hjernen og kan manifestere sig som kramper i hele kroppen eller mere begrænsede symptomer, såsom ufrivillige ansigtsbevægelser, adfærdsændringer eller midlertidigt tab af kontakt med omgivelserne.
En enkelt episode betyder ikke nødvendigvis, at hunden er epileptisk. Epilepsi defineres generelt som mindst to uprovokerede anfald, der er adskilt med mere end 24 timer. Før en diagnose stilles, er det nødvendigt at udelukke forgiftninger, stofskifteforstyrrelser og strukturelle hjernesygdomme.
Et anfald, der varer fem minutter eller mere, og forekomsten af flere anfald i umiddelbar nærhed udgør en veterinær nødsituation.
Hvad er et epileptisk anfald?
Et epileptisk anfald er den kliniske manifestation af overdreven og synkroniseret udladning af hjerneneuroner. Ikke alle anfald resulterer i det klassiske fald til jorden med bevægelser af lemmerne.
Afhængigt af de involverede hjerneområder kan anfald være:
- generaliseret, når begge hjernehalvdele er påvirket;
- brændvidder, når de stammer fra et begrænset område af hjernen;
- fokuspunkter med generalisering, når de starter med lokaliserede tegn og efterfølgende involverer hele kroppen.
Generaliseret epileptisk anfald
Under et generaliseret anfald kan hunden:
- pludselig mister bevidstheden;
- falde på den ene side;
- stivne kroppen;
- bevæg dine ben rytmisk;
- bide eller bevæge kæben ufrivilligt;
- savle voldsomt;
- urinere eller afføre sig;
- vokalisere;
- har udvidede pupiller;
- uregelmæssig vejrtrækning.
Disse bevægelser er ufrivillige. Hunden har ingen kontrol over sin adfærd og er normalt ikke klar over, hvad der sker under anfaldsfasen.
Fokale epileptiske anfald
Fokale anfald kan være vanskeligere at genkende. Mulige tegn omfatter:
- trækninger i den ene side af snuden;
- gentagne bevægelser af den ene pote;
- tygning uden tilstedeværelse af mad;
- pludselig spytproduktion;
- rotation af hovedet kun til den ene side;
- fast blik og intet svar;
- halejagt;
- forsøg på at bide imaginære genstande;
- pludselig frygt eller agitation;
- uafbrydelig gentagen adfærd;
- forbigående ændringer i bevidstheden.
Nogle lignende adfærdsmønstre kan skyldes smerter, mave-tarmlidelser, adfærdsproblemer eller andre neurologiske tilstande. En video af episoden er ofte meget nyttig for dyrlægen.
Faserne af et epileptisk anfald
Præiktal fase
Før anfaldet viser nogle hunde adfærdsændringer, der kan vare fra et par sekunder til flere timer:
- rastløshed;
- vedvarende søgen efter ejeren;
- tendens til at gemme sig;
- klynker;
- spytproduktion;
- angst;
- usædvanligt udseende.
Ikke alle hunde viser genkendelige tegn før episoden.
Iktal fase
Dette er selve anfaldet. Det kan vare et par sekunder eller et par minutter. Et typisk generaliseret anfald har en tendens til at slutte spontant inden for et minut eller to.
Post-iktal fase
Efter krisen kan hunden forekomme:
- forvirret og desorienteret;
- midlertidigt blind;
- svag eller ustabil;
- meget sulten eller tørstig;
- ophidset;
- ekstremt træt;
- ude af stand til umiddelbart at genkende personer og omgivelser.
Denne fase kan vare i minutter eller timer. Den unormale adfærd bør ikke fortolkes som bevidst aggression: hunden er neurologisk desorienteret og skal behandles med forsigtighed.
Sådan griber du ind under et epileptisk anfald
1. Bevar roen og styr tiden
Start et stopur med det samme. I en følelsesladet situation kan en krise på et minut virke meget længere, men den faktiske varighed er afgørende for at afgøre, om det er en nødsituation.
2. Gør miljøet sikkert
Flyt møbler, skarpe genstande og andre farer i nærheden af hunden. Beskyt dyret mod trapper, altaner, svømmebassiner, gader, komfurer og pejse.
Hvis han er i nærheden af en stige eller kant, så lav en barriere med puder eller tæpper uden at immobilisere ham.
3. Hold ikke hunden
Forsøg ikke at holde hundens ben tilbage eller stoppe dens krampagtige bevægelser. Holdning kan skade både hunden og redderen.
4. Put ikke noget i munden
Hunden kan ikke synke sin egen tunge . Hænder, skeer, pinde, klude eller andre genstande bør ikke føres ind mellem tænderne.
Kæbebevægelser er ufrivillige og kan forårsage meget alvorlige bid. Forsøg ikke at stikke tungen ud.
5. Reducer stimuli
Dæmp lyset, sluk for tv'et og musikken, og hold mennesker og andre dyr væk. Tal lavt uden at røre hunden gentagne gange.
6. Optag en video
Når sikkerheden tillader det, så film episoden på afstand. Videoen kan hjælpe din dyrlæge med at skelne et anfald fra synkope, tremor, vestibulære forstyrrelser eller andre hændelser.
7. Brug kun nødmedicin, hvis det er ordineret
Nogle hunde med kendt epilepsi modtager en hjemmeprotokol med antikonvulsiv medicin i nødstilfælde, for eksempel intranasalt eller rektalt.
De må udelukkende anvendes:
- hos den hund, som de blev ordineret til;
- ved den angivne dosis;
- på det tidspunkt, der er fastsat af dyrlægen;
- efter den teknik, der tidligere er vist.
Giv ikke medicinen oralt under et anfald, da hunden ikke kan synke og kan inhalere produktet.
Hvad skal man gøre efter en krise
Når bevægelserne stopper:
- hold omgivelserne stille og svagt oplyste;
- forhindre adgang til trapper, vand og forhindringer;
- lad hunden apportere uden at omringe den;
- hold børn og andre dyr væk;
- undgå at bringe dit ansigt tæt på din mund;
- tjek vejrtrækning og tandkødsfarve;
- bemærk episodens varighed og karakteristika;
- kontakt din dyrlæge.
Tilbyd ikke mad, vand eller oral medicin med det samme. Vent, indtil hunden er helt bevidst, i stand til at stå og synke normalt.
Efter et længerevarende anfald kan kroppen føles meget varm på grund af intens muskelaktivitet. Brug ikke is eller koldt vand. Kontakt din dyrlæge og følg eventuelle instruktioner for afkøling under transport.
Når en krise er en nødsituation
Du bør søge øjeblikkelig lægehjælp, hvis:
- anfaldet varer fem minutter eller mere;
- en anden krise begynder før fuldstændig genopretning;
- flere anfald forekommer inden for få timer;
- hunden har vejrtrækningsbesvær;
- tandkødet bliver blåligt, gråt eller meget blegt;
- der er mistanke om forgiftning;
- hunden led traume;
- krisen opstår under graviditet eller amning;
- hunden kommer sig ikke gradvist;
- kropstemperaturen er meget høj;
- Dette er den første krise i hans liv.
Status epilepticus
Status epilepticus opstår, når et anfald varer mindst fem minutter, eller når flere anfald forekommer efter hinanden, uden at hunden kommer sig normalt mellem episoderne.
Det er en potentielt livstruende tilstand, der kan forårsage:
- hypertermi;
- iltmangel;
- ændringer i blodsukkeret;
- acidose;
- hjerneskade;
- hjerte- og luftvejsproblemer;
- skade på forskellige organer;
- død.
Vent ikke passivt i mere end fem minutter. Hvis anfaldet fortsætter, skal du straks kontakte dyrlægen og arrangere transport.
Klyngekrise
Klyngeanfald , også kaldet klyngeanfald, er flere episoder, der opstår inden for en kort periode, normalt inden for 24-48 timer.
Selv hvis hunden tilsyneladende kommer sig mellem anfaldene, er der risiko for progression til status epilepticus. Nødprotokollen skal drøftes med din dyrlæge på forhånd.
Årsager til epileptiske anfald
Kriser kan opstå som følge af tre brede kategorier af problemer.
Idiopatisk epilessi
Ved idiopatisk epilepsi identificeres ingen strukturel eller metabolisk lidelse, der kan forklare episoderne. En genetisk prædisposition er sandsynligvis til stede, selvom dette ikke altid kan påvises.
Debut forekommer ofte mellem seks måneder og seks år, men alder alene er ikke tilstrækkelig til at stille diagnosen.
Strukturel epilepsi
Det er forbundet med en hjerneskade eller sygdom, såsom:
- hjernetumor;
- hjernebetændelse;
- medfødt misdannelse;
- hovedtraume;
- vaskulær hændelse;
- infektion i nervesystemet;
- degenerativ sygdom;
- hjerneskade som følge af en tidligere skade.
Reaktive kriser
I dette tilfælde reagerer hjernen på et eksternt eller metabolisk problem, uden nødvendigvis at være det primære sted for sygdommen.
Mulige årsager omfatter:
- hypoglykæmi;
- leversygdom;
- nyresvigt;
- ændringer i natrium, calcium og andre elektrolytter;
- hedeslag;
- alvorlig iltmangel;
- forgiftninger;
- lægemiddelreaktioner;
- eklampsi hos den diegivende tæve.
Et reaktivt anfald er ikke nødvendigvis lig med epilepsi. Behandling af den underliggende årsag kan forhindre yderligere episoder.
Stoffer, der kan forårsage anfald
Mulige involverede stoffer omfatter:
- sneglelokkemad indeholdende metaldehyd;
- nogle insekticider;
- forkert anvendte pesticidprodukter;
- xylitol;
- chokolade og koffein;
- humane lægemidler;
- narkotika og narkotiske stoffer;
- frostvæske;
- nogle planter og svampe;
- landbrugsprodukter;
- kompost og mugne fødevarer.
I tilfælde af mulig eksponering, medbring emballagen eller et fotografi af produktet, og fremkald ikke opkastning uden dyrlægerådgivning.
Prædisponerede racer
Idiopatisk epilepsi kan ramme alle hunde, inklusive blandingsracer. En familiær eller genetisk prædisposition er blevet observeret hos flere racer, herunder:
- Border Collie;
- australsk hyrde;
- Beagle;
- Bokser;
- Border Terrier;
- Golden Retriever;
- Labrador Retriever;
- Schæferhund;
- Irsk Ulvehund;
- Lagotto Romagnolo;
- Puddel;
- Vizsla.
At tilhøre en prædisponeret race bekræfter ikke diagnosen og udelukker ikke andre årsager.
Hvordan diagnosticeres epilepsi?
Idiopatisk epilepsi er en udelukkelsesdiagnose. Dyrlægen indsamler detaljerede oplysninger og evaluerer dyret mellem anfaldene.
Anamnesi
Det er vigtigt at rapportere:
- alder ved første episode;
- hyppighed og varighed af kriser;
- adfærd før og efter begivenheden;
- eventuelle indledende fokale tegn;
- anvendte lægemidler og kosttilskud;
- mulig eksponering for toksiner;
- tidligere traumer;
- kendte sygdomme;
- lignende tilfælde i familielinjen.
Klinisk og neurologisk besøg
Neurologiske undersøgelser kan være helt normale hos hunde med idiopatisk epilepsi, især mellem anfald. Vedvarende ændringer kan tyde på en strukturel hjernesygdom eller et systemisk problem.
Laboratorietests
Indledende vurderinger kan omfatte:
- fuldstændig blodtælling;
- biokemisk profil;
- blodsukker;
- elektrolytter;
- evaluering af lever og nyrer;
- urinprøve;
- test for infektions- eller metaboliske sygdomme, når det er indiceret;
- toksikologiske undersøgelser i tilfælde af mistanke om forgiftning.
MR og cerebrospinalvæske
Din dyrlæge kan anbefale en specialiseret neurologisk undersøgelse, en MR-scanning af hjernen og analyse af cerebrospinalvæsken, når:
- debut opstår meget tidligt eller i fremskreden alder;
- den neurologiske undersøgelse er unormal;
- anfaldene er fokale eller vanskelige at kontrollere;
- der er mistanke om betændelse, tumor eller misdannelse;
- forholdene forværres gradvist.
Lidelser, der kan forveksles med et anfald
Ikke alle episoder med fald eller rysten er epileptiske. Mulige alternativer inkluderer:
- synkope af hjerteoprindelse;
- vestibulære lidelser;
- muskeltremor;
- narkolepsi;
- skarp smerte;
- bevægelsesforstyrrelser;
- tvangsmæssig adfærd;
- episoder med svaghed på grund af hypoglykæmi;
- søvnforstyrrelser.
En komplet video af debut, progression og bedring kan give meget vigtig diagnostisk information.
Hvornår skal man starte kontinuerlig behandling
Ikke alle hunde får antikonvulsiv medicin efter det første anfald. Dyrlægen vurderer hyppigheden, varigheden, intensiteten, den formodede årsag og risikoen for forværring.
Kontinuerlig behandling overvejes ofte i tilfælde af:
- gentagne kriser i en relativt kort periode;
- klyngeanfald;
- status epilepticus;
- meget lange eller voldelige episoder;
- særlig alvorlig postiktal fase;
- progressiv stigning i hyppighed;
- strukturel hjernesygdom;
- høj risiko for nye kriser.
Antikonvulsive lægemidler
Medicin, der almindeligvis anvendes til hunde, omfatter:
- phenobarbital;
- kaliumbromid;
- levetiracetam;
- zonisamid;
- imepitoin, hvor det er tilgængeligt og indiceret.
Valget afhænger af typen af epilepsi, hundens tilstand, tilstedeværelsen af lever- eller nyresygdom, hyppigheden af anfald og ejerens evne til at overholde tidsplanen.
Nogle hunde kan kontrolleres med kun én medicin, mens andre kræver en kombination.
Vigtigheden af regelmæssighed
Antikonvulsiv medicin skal administreres til planlagte tidspunkter. Væsentlige ændringer, glemte doser og pludselig seponering kan udløse alvorlige anfald.
Du må ikke:
- ændre dosis selv;
- stoppe behandlingen brat;
- fordoble en glemt dosis;
- udskift formuleringen uden at konsultere din dyrlæge;
- administrere medicin, der tilhører et andet dyr.
Hvis en dosis glemmes, skal du følge den aftalte tidsplan eller kontakte din dyrlæge.
Mulige bivirkninger
Ved behandlingens begyndelse eller efter en dosisøgning kan følgende forekomme:
- døsighed;
- usikker gangart;
- svaghed;
- øget sult;
- øget tørst og urinproduktion;
- gastrointestinale lidelser;
- adfærdsændringer.
Nogle virkninger har en tendens til at aftage med tilpasning, men de bør altid rapporteres. Vedvarende opkastning, gulsot, alvorlig svaghed, pludselige adfærdsændringer eller forværrede anfald kræver øjeblikkelig overvågning.
Terapiovervågning
Behandling kræver regelmæssige kontrolbesøg, som kan omfatte:
- klinisk besøg;
- fuldstændig blodtælling og biokemisk profil;
- overvågning af lever- og nyrefunktion;
- måling af lægemiddelkoncentration i blodet;
- vurdering af hyppigheden og alvoren af kriser;
- kontrol af bivirkninger.
Test skal udføres i henhold til den fastsatte tidsplan, selv når hunden ikke har haft et anfald i lang tid.
Dagbog over epileptiske anfald
Ejeren skal notere følgende for hver episode:
- dato og klokkeslæt;
- nøjagtig varighed;
- tegn observeret før krisen;
- type bevægelser;
- tab eller opretholdelse af bevidsthed;
- tilstedeværelsen af vandladning eller afføring;
- restitutionstid;
- anvendte nødmediciner;
- eventuelle glemte doser;
- usædvanlige aktiviteter eller begivenheder i de foregående timer.
Dagbogen giver dyrlægen mulighed for at evaluere behandlingens effektivitet og genkende en progressiv forværring.
Er der nogen udløsere?
Nogle ejere observerer anfald forbundet med stress, ændringer i rutiner, søvnmangel, ophidselse, varme eller hormonelle forandringer. Disse sammenhænge er ikke de samme for alle hunde og viser ikke nødvendigvis en årsag-virkningssammenhæng.
Det er nyttigt at opbevare:
- regelmæssige tidspunkter for måltider og medicinering;
- en forudsigelig rutine;
- tilstrækkelig hvile;
- kontrolleret fysisk aktivitet;
- beskyttelse mod overdreven varme;
- en stabil kost.
Ernæring og epilepsi
Kosten erstatter ikke receptpligtig medicin. Kostændringer og kosttilskud bør drøftes med din dyrlæge, da de kan ændre absorptionen eller metabolismen af visse antikonvulsive midler.
Hos hunde behandlet med kaliumbromid er det særligt vigtigt at undgå pludselige ændringer i saltindtaget, da dette kan ændre lægemidlets koncentration i kroppen.
Nogle diæter formuleret med specifikke fedtkilder kan bruges som støtte i udvalgte tilfælde, men de garanterer ikke anfaldskontrol og skal integreres i en omfattende behandlingsplan.
Epilepsi og jagthunde
En epileptisk hund bør ikke bruges til jagt, før diagnosen og anfaldskontrol er blevet fastslået af dyrlægen.
Et anfald under aktivitet kan være særligt farligt i nærheden af:
- veje;
- vandveje og sumpede områder;
- klipper og stejlt terræn;
- hegn og pigtråd;
- våben og køretøjer i bevægelse;
- vilde dyr;
- områder langt fra dyrlægebehandling.
For hunde, der gradvist får lov til at genoptage aktiviteten, anbefales det at:
- lad dem aldrig arbejde uden opsyn;
- undgå intens varme og ekstrem anstrengelse;
- nøje overholde medicinplanerne;
- medbring din ordinerede akutmedicin;
- find den nærmeste dyrlægeklinik;
- bruge et lokationssystem;
- undgå områder, hvor bevidsthedstab ville være fatalt.
Hunden bør ikke vende tilbage til arbejdet umiddelbart efter et anfald, selvom den ser ud til at være kommet sig.
Kan en epileptisk hund leve et normalt liv?
Mange hunde med idiopatisk epilepsi opretholder en god livskvalitet, hvis de behandles og overvåges korrekt. Målet med behandlingen er at reducere hyppigheden, varigheden og intensiteten af anfald, samtidig med at bivirkningerne begrænses.
Det er ikke altid muligt at eliminere episoder fuldstændigt. Omtrent en del af hunde udvikler en multiresistent form og kræver kombinationsbehandlinger og specialiserede neurologiske evalueringer.
Epilepsi og reproduktion
Når der er mistanke om en arvelig komponent, anbefales det generelt ikke at bruge hunden til avl. Beslutningen skal tage højde for racen, familiens historie, diagnosen og veterinære anbefalinger.
Ansvarlig avl hjælper med at reducere spredningen af familieformer.
Fejl, man skal undgå under en krise
- Put dine hænder i hundens mund.
- Træk tungen ud.
- Indsættelse af genstande mellem tænderne.
- Immobiliser lemmerne.
- Råb eller ryst hunden.
- Hæld vand på mundingen.
- Giv medicin eller væsker gennem munden.
- Spild af tid uden at tjekke varigheden.
- Henvend dig til andre dyr.
- Betragt nødsituationen som overstået, hvis krisen gentager sig.
- Ændr din terapi selv.
Hvornår skal du kontakte din dyrlæge
Et første anfald bør altid rapporteres og evalueres. Det er også nødvendigt at kontakte din dyrlæge, hvis:
- kriser bliver hyppigere;
- varigheden øges;
- nye fokale tegn vises;
- genopretningen er langsommere end normalt;
- bivirkninger af lægemidler opstår;
- en dosis blev glemt eller administreret to gange;
- hunden indtog for meget medicin;
- neurologiske forandringer opstår mellem anfald;
- der er mistanke om forgiftning.
Sammenfattende
Hundeepilepsi forårsager tilbagevendende anfald, der kan være generaliserede eller fokale. Under en episode er det vigtigt at overvåge timingen, sikre omgivelserne, reducere stimuli og aldrig putte hænder eller genstande i munden.
Et anfald, der varer op til fem minutter, flere episoder i umiddelbar nærhed eller en ufuldstændig bedring kræver øjeblikkelig dyrlægehjælp. Præcis diagnose, regelmæssig behandling, overvågning og anfaldsdagbøger giver mange epileptiske hunde mulighed for at opretholde en god livskvalitet.
