GOLDEN RETRIEVER

Golden Retrieveren er en af ​​de mest kendte hunderacer i verden, men dens udbredte popularitet som familiehund har delvist tilsløret den funktion, den faktisk blev udvalgt til: at være en jagthund specialiseret i at hente dræbt eller såret vildt , i stand til at arbejde både på land og i vand.

Bag det elegante udseende, den generelt elskværdige natur og den lange gyldne pels gemmer sig en ægte jagt-retriever, udviklet i Storbritannien til at arbejde sammen med jægere under jagter på store skotske og britiske ejendomme. Hunden skulle observere handlingen, huske vildtets landingssted, nå det hurtigt, bruge sin lugtesans, når det var nødvendigt, og apportere dyret med et greb, der var blidt nok til at undgå at beskadige det.

Traditionel avl har favoriseret intelligens, balance, en stærk apporteringslyst, villighed til at hyrde hunde og en unik evne til at arbejde, samtidig med at den opretholder et tæt bånd med føreren. Golden Retrieveren er derfor mindre uafhængig end nogle jagtracer og finder samarbejde blandt sine styrker.

Et eksemplar fra funktionelle linjer kan være ekstremt forskelligt i struktur og adfærd fra billedet af den tunge, kraftigt fjerede Golden Retriever, der ofte observeres i udstillingssammenhænge. Arbejdshunden har generelt en tendens til at være mere atletisk, slank, hurtig og meget motiveret til at apportere og søge.

Vand, moser, rørskove, enge, landbrugsjord og skove er miljøer, hvor Golden Retrieveren fuldt ud kan udtrykke sine kvaliteter. Dens funktion er ikke at opsøge og stoppe vildt som en Pointer eller Setter, men at fuldføre jagten ved at sikre effektiv og ansvarlig bjærgning af nedlagt eller skadet vildt.

Golden Retriever: racedatablad

Golden Retrieverens oprindelse og historie

Golden Retrieverens historie er tæt knyttet til den britiske jagtscene i det 19. århundrede. Forbedrede skydevåben og den voksende popularitet af organiseret jagt øgede behovet for hunde, der var i stand til præcist at apportere nedlagt vildt i ofte vanskeligt terræn og i nærheden af ​​vandløb, søer og moser.

Udvælgelsen af ​​racen er traditionelt knyttet til den skotske ejendom Guisachan og arbejdet udført af Dudley Marjoribanks, Lord Tweedmouth , som i det nittende århundrede begyndte en systematisk udvælgelse startende fra gulfarvede retrievere og vandhunde, der blev brugt i regionen.

En nøglerolle tilskrives krydsningen mellem en gul retriever ved navn Nous og en tæve af Tweed Water Spaniel ved navn Belle . Fra denne linje og efterfølgende parringer med andre retrievere og jagthunde blev de karakteristika, der ville give anledning til den moderne Golden Retriever, gradvist etableret.

Tweed-vandspanielen er nu uddød, men dens bidrag anses for at være særligt vigtigt på grund af dens tilbøjelighed til at svømme, dens beskyttende pels og dens evne til at arbejde i vandmiljøer.

Racen blev oprindeligt betragtet som en sort flatcoated retriever og blev senere anerkendt som en uafhængig type. I løbet af det tyvende århundrede opnåede Golden Retrieveren en ekstraordinær popularitet på verdensplan.

Denne popularitet forvandlede den gradvist til en ledsager-, hjælpe- og social nyttehund, men dens oprindelse forbliver tydeligvis en britisk jagtretriever.

Funktionel selektion: en hund skabt til at apportere, ikke blot til at ledsage

Dens oprindelige funktion krævede meget specifikke egenskaber. Hunden skulle holde sig tæt på jægeren under hele handlingen, observere vildtets flugt og huske, hvor det landede.

Når kommandoen om at apportere kom, skulle hunden beslutsomt sætte afsted, hurtigt nå det angivne område og apportere dyret. Hvis vildtet ikke var på det forventede sted, skulle hunden bruge sin lugtesans og sin egen søgeevne.

Det var særligt vigtigt at bjærge den sårede. En såret, men stadig mobil fasan eller and kan hurtigt bevæge sig væk fra anslagspunktet. Apportøren skal derfor have udholdenhed og evnen til at følge et spor.

Udvælgelsen har også favoriseret en blød mund . Hunden skal bære byttet uden at klemme det for meget, så vildtet ikke bliver unødvendigt skadet.

Disse kvaliteter gør stadig forskellen i dag mellem en simpel velopdrættet Golden Retriever og en ægte arbejdende Golden Retriever.

Generelt udseende og konstruktion

Golden Retrieveren skal fremstå symmetrisk, afbalanceret, kraftfuld, aktiv og velbygget . Strukturen skal udvise styrke uden tyngde og give hunden mulighed for at arbejde i længere perioder.

Kroppen er velproportioneret med et dybt bryst, veludviklede ribben og en stærk lænderegion. En hund, der er bestemt til at svømme, løbe og bære vildt, kræver et effektivt hjerte-lungesystem og en struktur, der er i stand til at opretholde kontinuerlig aktivitet.

Bagparten skal give en kraftig fremdrift, mens forparten skal give god rækkevidde. Den ideelle bevægelse er flydende og regelmæssig, uden sideværts spredning eller overdrevent anstrengende bevægelser.

Hos arbejdshunde er det særligt vigtigt at undgå overvægt. En overvægtig Golden Retriever mister hurtigt effektivitet, især når den navigerer i vand, mudder og tæt vegetation.

Hoved og udtryk

Hovedet er et af racens mest genkendelige kendetegn. Det skal være afbalanceret og velmejslet , med en bred, men ikke grov, kranie og et veldefineret stop.

Snuden er kraftig, bred og dyb, med en længde nogenlunde proportional med kraniets. Kæberne skal være stærke og i stand til at bære vildt.

Øjnene er mørkebrune og godt placeret, med et karakteristisk venligt og intelligent udtryk.

Ørerne er af moderat størrelse og placeret omtrent i øjenhøjde.

Næsen skal helst være sort. En velåben næse er naturligt funktionelt vigtig hos en hund, der skal bruge sin lugtesans intensivt.

Nakke, bryst og bæreevne

Halsen skal være af god længde, slank og muskuløs. Dette er ikke kun et æstetisk træk: en retriever skal kunne løbe og svømme, mens den holder relativt tungt vildt i munden.

At bære en voksen fasan eller en and af god størrelse kræver korrekt kraftfordeling mellem kæber, nakke, skuldre og ryg.

En dyb brystkasse understøtter vejrtrækningen under intenst arbejde. Ribbenene skal være veludviklede uden at kroppen føles for tung.

Lænderegionen er stærk og muskuløs, et vigtigt element for fremdrift under løb og svømning.

Lemmer, fødder og bevægelse

Forbenene er lige, med god knoglebygning og korrekt skrånende skuldre. Bagparten er kraftfuld og velvinklet.

Fødderne er runde, kompakte og beskrives ofte som "kattefødder" med stramme tæer og stærke trædepuder.

Korrekt bevægelse gør det muligt for hunden at dække terræn økonomisk. Gangarten skal være kraftfuld, men flydende, med god rækkevidde og stærkt driv.

En retriever skal ikke kun have en smuk skridtlængde til udstilling: den skal også kunne opretholde effektiviteten i timevis i naturligt terræn.

Pelsen: beskyttelse mod vand, kulde og vegetation

Golden Retrieveren har en glat eller bølget pels med rigelige frynser og frem for alt en tyk, vandtæt underuld.

Denne struktur stammer direkte fra dens oprindelige jagtbrug. Hunden måtte gentagne gange bevæge sig ind i kolde vandløb og søer og opretholde tilstrækkelig termisk beskyttelse.

Underulden begrænser vandets indtrængen i huden, mens toplaget også beskytter mod kontakt med vegetation, mudder og atmosfæriske forhold.

Frynserne er særligt udviklede i halsregionen, på bagsiden af ​​lemmerne, på maven og på halen.

Hos en hund, der rent faktisk bruges til jagt, skal pelsen frem for alt være funktionel . En overdrevent fyldig pels kan lettere tilbageholde mudder, frø og plantemateriale.

Fra lys gylden til cremefarvet

Standarden tillader enhver nuance af guld eller creme , forudsat at pelsen ikke tenderer mod rød eller mahogni.

Den store kromatiske variation, der observeres i racen, afhænger af de forskellige selektionslinjer og præferencer, der udvikles i de forskellige lande.

Britiske og amerikanske arbejdsemner kan ofte udvise mere intense toner end nogle meget lette europæiske showlinjer.

Farve bestemmer ikke naturligt jagtevner. En retrievers kvalitet skal vurderes ud fra struktur, temperament, sundhed, instinkt og arbejdsevne.

Arbejds- og udstillings-goldener

Hos Golden Retrieveren kan forskellen mellem arbejdslinjer og showlinjer være særligt tydelig.

Arbejdshunde har generelt en tendens til at være lysere, slankere og mere atletiske. Deres pels kan være mindre fyldig og har ofte en dybere gylden nuance.

Funktionel selektion favoriserer apporteringslyst, hastighed, markering, lugt, stabilitet og træningsevne.

Overvejende linjer kan udvise større knoglemasse, et større bryst, mere robuste hoveder og særligt fyldig pels.

Det er ikke to forskellige racer, men snarere selektive orienteringer, der kan producere hunde, der er væsentligt forskellige i udseende og adfærd.

For jægeren, der virkelig ønsker at bruge Golden Retrieveren, er evalueringen af ​​​​blodlinjerne og forældrenes arbejdskvaliteter derfor særligt vigtig.

Karakter: føjelighed og samarbejde som arbejdsredskaber

Golden Retrieveren beskrives traditionelt som føjelig, intelligent, naturligt hårdtarbejdende, blid, venlig og selvsikker.

Disse egenskaber bidrog enormt til racens udbredelse som familiehund, men deres oprindelse er dybt funktionel.

En apporterende hund skal være let at kontrollere, selv under intens spænding. Den skal observere et vildtdyr, der falder, og forblive stille. Den skal acceptere at blive dirigeret i en retning, den ikke selv ville have valgt. Den skal spontant hente byttet hen imod sin fører i stedet for at holde det fast.

Føjelighed betyder derfor ikke en svag karakter. En god Golden Retriever skal være selvsikker og i stand til at tage initiativ under søgning, samtidig med at den bevarer en stærk vilje til at samarbejde.

Forholdet til jægeren

Golden Retrieveren fungerer særligt godt, når der er et solidt og vedvarende forhold til sin fører. Racen har normalt en stærk tilbøjelighed til at observere mennesker og reagere på anvisninger.

Denne egenskab er særligt vigtig ved langdistance-apportering. Ved hjælp af fløjte og håndsignaler kan jægeren dirigere hunden til et område, som kun han har set.

Men når Retrieveren kommer ind i det rigtige område, skal den gradvist blive uafhængig og bruge sin lugtesans.

Den komplette Gyldne skal derfor være håndterbar uden at blive afhængig og autonom uden at blive uafhængig.

Apportering: Et centralt instinkt hos racen

Lysten til at samle en genstand op og bringe den tilbage til føreren er et af de centrale elementer i udvælgelsen af ​​en Golden Retriever.

Denne prædisposition kan vise sig meget tidligt hos hvalpe. Små genstande, legetøj eller apportører samles spontant op og bæres.

Hundeførerens opgave er at omdanne denne naturlige adfærd til en ordnet og pålidelig apportering.

Hunden skal lære kun at gå væk når den bliver bedt om det, nå frem til genstanden, samle den korrekt op, vende tilbage uden unødvendige omveje og aflevere den.

En høj naturlig motivation gør processen meget lettere, men kvaliteten af ​​apporteringen afhænger stadig af udvælgelse og træning.

Den bløde mund

Den såkaldte bløde mund repræsenterer en af ​​de kvaliteter, der traditionelt forbindes med Golden Retrieveren.

Hunden skal bære vildtet uden at holde det for hårdt. Et for hårdt greb kan skade dyret; et for løst greb kan få det til at falde under transport.

Den korrekte adfærd består af et stabilt og blidt greb.

Denne egenskab er især vigtig for fjervildt, hvor for højt tryk kan forårsage betydelig skade.

Genetisk prædisposition spiller en stor rolle, men forkert træning kan skabe problemer med at tygge eller besidde ting, selv hos et naturligt veloplagt individ.

Markering: Se, husk og opnå

Markering er en grundlæggende færdighed i jagt. Golden Retrieveren skal observere vildtets flugt og huske det sted, hvor det lander.

Hunden opfatter ikke territoriet fra samme perspektiv som jægeren. Vegetation, hældning og afstand kan gøre det vanskeligt at bestemme det præcise område.

En erfaren retriever bruger træer, buske, kanter, ændringer i kystlinjen og andre vartegn til at opbygge en rumlig erindring om efteråret.

Når den er sendt afsted, når den hurtigt området og begynder kun en duftsøgning, hvis byttet ikke er umiddelbart synligt.

God markering reducerer energi og restitutionstid dramatisk.

Flere rapporter

Under en jagt kan flere fugle falde hurtigt efter hinanden. Golden Retrieveren skal kunne huske to eller flere fald og huske informationen, mens den udfører den første apport.

Jægeren kan også beslutte at ændre rækkefølgen. Et såret dyr bør generelt prioriteres frem for et, der er definitivt dødt og let at finde.

Hunden skal derfor acceptere førerens valg, selv når den spontant ville være orienteret mod endnu et fald.

Flere apporteringsøvelser kombinerer hukommelse, selvkontrol, markering og villighed til at håndtere hunden og er en af ​​de bedste tests af en veltrænet retriever.

Blind Apporteur: Tillid til din fører

Blind apportering er bjærgningen af ​​et vildtdyr, som hunden ikke har set falde.

I denne situation skal Golden Retrieveren starte i den retning, som jægeren har angivet, uden selv at have nogen visuel information.

Føreren bruger fløjte og håndsignaler til at stoppe og dirigere hunden til højre, venstre eller fremad.

Når den når målområdet, modtager hunden søgekommandoen og bruger sin lugtesans til at lokalisere byttet.

Udfordringen ligger i at balancere lydighed og autonomi : hunden skal stole på sin fører, indtil den når faldzonen; når den er der, skal den være i stand til at løse problemet ved hjælp af sine egne sensoriske evner.

Stabilitet: at se spillet falde og forblive stille

Evnen til at forblive stille er et af de vigtigste aspekter ved en jagt-retriever.

En hund, der begynder at løbe af sig selv ved lyden af ​​et skud eller når den ser sit bytte falde, kan skabe farlige situationer og bringe hele begivenheden i fare.

Stabilitet lærer derimod den Gyldne, at fald ikke automatisk signalerer starten.

Hunden observerer, husker og venter.

Først når han modtager ordren, tager han afsted til oprejsningen.

Denne evne kræver særligt arbejde hos forsøgspersoner med et meget stærkt ønske om at apportere, netop fordi de skal lære at kontrollere en stærkt motiverende adfærd.

Bringer tilbage fra vandet

Golden Retrieveren har en stærk tilbøjelighed til at arbejde i vand . Dens tykke, vandtætte underuld, kraftige bygning og apporteringsinstinkt gør den særligt effektiv til at jage ænder.

Hunden skal gå i vandet uden tøven, vælge en effektiv bane og holde tempoet selv over lange distancer.

Simpel bjærgning involverer et dødt, synligt vildt dyr. De virkelige vanskeligheder begynder, når dyret er skadet.

En and kan fortsætte med at svømme, dykke, blive blæst af vinden eller nå et sivområde. Retrieveren skal derefter kombinere syn, lugt, erfaring og udholdenhed.

Hundens værdi bliver særlig tydelig netop når jægeren ikke selv ville være i stand til at inddrive vildtet.

Golden Retrievers og andejagt

Gråand, krikand, pibeand, spidsand, smaland og andre andefugle repræsenterer en traditionel anvendelse, der er perfekt i overensstemmelse med racen.

Mens den venter, skal Golden Retrieveren forblive rolig i skjulet eller i nærheden af ​​jægeren. En hund, der bevæger sig konstant, kan hindre fuglene i at komme til.

I handlingsøjeblikket skal han nøje observere og markere faldene.

Efter kommandoen går du i vandet og fortsætter mod det angivne område.

Arbejdet kan blive særligt komplekst, når flere vildtarter dræbes, eller når skadet bytte når tæt marskvegetation.

En veltrænet retriever bidrager derfor ikke kun til jægerens komfort, men frem for alt til at reducere antallet af tabte vildt.

Rørskove, sumpe og vanskelige genopretninger

I sivene bliver synet næsten ubrugeligt, og Gyldenfuglen må hovedsageligt stole på lugtesansen.

En skadet and kan bevæge sig gennem små korridorer i vegetationen og konstant skifte retning.

Hunden skal trænge ind i dækket, samtidig med at den opretholder motivation og opmærksomhed. I nogle tilfælde kan den forblive helt ude af førerens synsfelt.

Her træder værdien af ​​erfaring frem: Golden Retrieveren skal være i stand til at fortolke lugte, lyde og vegetationens bevægelser og fortsætte med at søge, selv når den ikke modtager nogen anvisninger.

Udholdenhed bliver en essentiel egenskab.

Apportering fra jorden: Fasan, agerhøne og andet vildt

Golden Retrieveren er ikke bare en vandhund. Den er en komplet apporteringshund og kan effektivt bruges til at apportere fasaner, agerhøns, agerhøns og andre fuglevildt, der er skudt på land.

En såret fasan kan være en særlig udfordrende test, fordi den er i stand til at løbe hurtigt og bevæge sig langt væk fra faldpunktet.

Hunden skal nå det markerede område og hurtigt afgøre, om byttet stadig er der. Hvis ikke, skal den begynde en sporsøgning.

Golden Retrieveren skal derfor kunne skifte fra en primært visuel apportering til en reel søgning på sporet efterladt af vildtet.

Den sårede vilde hund: apportørens vigtigste funktion

At hente såret vildt er sandsynligvis den vigtigste og etisk mest betydningsfulde funktion hos Golden Retrieveren under jagt.

Et tilsyneladende forsvundet dyr kan stadig være i live og fortsætte med at vandre væk. Uden en ordentligt trænet hund kan det aldrig blive fundet.

Golden Retrieveren skal have udholdenhed, en næse for opgaven og beslutsomhed . Den må ikke blot kontrollere landingsstedet overfladisk.

Når den registrerer et spor, skal den følge det og fortsætte, så længe den har brugbare beviser.

Retrieverens funktion er derfor ikke kun at gøre det lettere at komme sig, men faktisk at reducere antallet af dræbte eller tilskadekomne dyr, der ville forblive i området.

Lugtesansen i Golden Retrieverens arbejde

Golden Retrieveren har generelt en god lugtesans og kan bruge den både til at søge på nært hold og til at apportere såret vildt.

Når den når faldestedet, kan den begynde en systematisk søgning med sin snude og lokalisere fjer, kropslugt eller spor, som dyret har efterladt under sin rejse.

Vindretningen påvirker arbejdet kraftigt. En erfaren hund lærer gradvist at positionere sig, så den lettere kan opfange duften.

Denne evne bør udvikles under træning gennem øvelser, hvor hunden ikke udelukkende kan stole på synet.

Hvalpetræning

Hos hvalpen er prioriteten at opretholde og styrke den naturlige apporteringslyst.

De første sessioner bør være korte og sjove. En lille blød håndvægt kastes et par meter væk, og hvalpen opfordres til at vende tilbage til føreren.

Det bør være en positiv oplevelse at overdrage genstanden. At jagte hunden eller konstant forsøge at snuppe den kan nemt forvandle apport til en besiddelseleg.

Samtidig udvikles erindring, siddeevne, venten og opmærksomhed.

Det tekniske niveau stiger først, når disse fundamenter bliver solide.

Introduktion til vand

Golden Retrieveren har normalt en stærk prædisposition for vand, men den første tilgang bør stadig være gradvis.

Hvalpen kan starte i en lav strækning med sikker bund og gunstig temperatur.

En håndvægt kastet et kort stykke væk kan spontant øge motivationen til at gå i gang.

Det er ikke tilrådeligt at tvinge en hund i vandet. En negativ oplevelse kan skabe fuldstændig undgåelig mistillid.

Over tid øges distance, dybde og sværhedsgrad, indtil sikker og naturlig svømning er udviklet.

Fløjte og håndsignaler

Fjernhåndtering er en grundlæggende del af retrieverens træning.

Fløjten giver dig mulighed for at kommunikere, selv når vind, vand eller afstand gør din stemme ineffektiv.

Hunden kan trænes til at skelne mellem genkaldelses- og stopsignaler.

Når den er stoppet, skal den vende sig mod føreren og vente på den gestus, der angiver den nye retning.

Disse øvelser bygges gradvist op på land og overføres efterfølgende til mere komplekse situationer og i vandet.

Golden Retrievers og holdjagt

I britisk tradition bruges retrieveren ofte i forbindelse med hunde med helt andre funktioner.

Pointere og settere lokaliserer og stopper vildtet. Spanieler kan søge efter det og lade det flyve. Golden retrievere skal derimod vente, indtil de er klar til at hente det.

Denne organisation kræver en høj grad af disciplin. Retrieveren skal kunne observere andre hunde i aktion uden at blande sig.

Han skal også midlertidigt ignorere vilde dyr, der ikke er blevet tildelt ham, og udelukkende koncentrere sig om den ønskede hentning.

Evnen til ikke at gøre noget før det rette tidspunkt er en lige så vigtig del af jobbet som evnen til at rapportere.

Golden Retriever og Labrador Retriever

Labradoren er sandsynligvis den mest populære arbejdshund i verden i dag og har en særlig effektiv struktur til vand. Golden Retrieveren kan tilbyde lige så raffineret arbejde, når den avles korrekt.

Valget må derfor afhænge af genetisk linje, jagttype, jagtførerens følsomhed og personlige præferencer snarere end af en abstrakt idé om racernes overlegenhed.

Golden Retrievere og Flat Coated Retrievere

Golden og Flat retrievere deler en vigtig del af deres historie med britiske retrievere, men i dag har de forskellige morfologiske og adfærdsmæssige karakteristika.

Den flade race har generelt en tendens til at være mere strømlinet, livlig og eksplosiv , med et langt hoved og et meget mindre udtalt stop.

Golden Retrieveren har en mellemstor til større bygning og en karakter, der ofte opfattes som lidt mere regelmæssig og følsom.

Begge kan nå meget høje niveauer i apporteringsarbejde og dele et stærkt samarbejde med føreren.

Gylden, krøllet og Nova Scotia

Hver Retriever repræsenterer derfor en forskellig fortolkning af det samme arbejde. Individets kvalitet og udvælgelsesprocessen er fortsat vigtigere end racegeneraliseringer.

Jagtegenskaber hos Golden Retrieveren

• Stærk naturlig prædisposition for apportering.
• Højt niveau af samarbejde med værten.
• God markeringsevne i de emner, der er udvalgt til arbejdet.
• Fremragende prædisposition for arbejde i vand.
• Blød mund og evnen til korrekt transport af vildt.
• God lugtesans i eftersøgningen af ​​tilskadekomne dyr.
• Generelt afbalanceret og trænbart temperament.
• Alsidighed i genopretning fra land og vand.
• Vedholdenhed i vanskelige genopretninger.
• God hukommelse i flere rapporter.
• Evne til at arbejde i et team uden at forstyrre andre hjælpeenheder.

Aspekter at overveje, før du vælger en Golden Retriever til jagt

Racens ekstraordinære spredning har frembragt linjer udvalgt til meget forskellige formål. For dem, der virkelig ønsker sig en jagthund, er dette det første punkt at overveje.

Ikke alle Golden Retriever har samme niveau af apporteringslyst, energi og arbejdsinstinkt . Det er derfor afgørende at vælge de rigtige opdrættere.

Et andet aspekt vedrører pelsen. Pandehår kræver mere pleje end labradorens korte pels, især efter arbejde i mudder, siv og vegetation.

Hunden skal også opretholde en god fysisk form. Golden retrievere kan være betydeligt tilbøjelige til vægtøgning, hvis deres kost og motion ikke styres korrekt.

En overvægtig person mister mange af de atletiske egenskaber, der er nødvendige for at kunne arbejde.

Dagligliv og behov for aktivitet

Golden Retrieveren er kendt for sin evne til at tilpasse sig familielivet, men et eksemplar af arbejdsavlet race kan have et meget højt energiniveau.

Han har brug for fysisk og mental aktivitet . Apportering, svømning, duftjagt, hyrdeøvelser og lange gåture er særligt velegnede aktiviteter.

En stor have er ingen erstatning for samarbejde med ejeren. Racen blev avlet til at arbejde sammen og kræver interaktion.

Langvarig inaktivitet kan føre til vægtøgning, frustration og uønsket adfærd.

Forholdet til familien

Golden Retrieverens store popularitet som familiehund stammer fra egenskaber, der er virkelig til stede i racen: venlighed, selskabelighed og et stærkt ønske om interaktion med mennesker.

Et korrekt socialiseret individ har en tendens til at udvikle et meget tæt forhold til familien og passer generelt godt ind i sammenhænge med andre mennesker og dyr.

Tidlig socialisering er fortsat vigtig. Hvalpen skal gradvist blive fortrolig med lyde, mennesker, andre hunde, vand, transportmidler og forskellige miljøer.

En jagt-apportør skal kunne håndtere en ny kontekst uden at miste balancen og arbejdslysten.

Pelspleje efter jagt

En Golden Retrievers frynser kan indeholde frø, torne, mudder og plantemateriale . Efter en dags arbejde er det vigtigt omhyggeligt at kontrollere hele pelsen.

Der skal lægges særlig vægt på ørerne, armhulerne, halen og mellemrummene mellem fingrene.

Efter at have arbejdet i vandet kan det være nyttigt at skylle hunden, når det er nødvendigt, og lade den tørre helt.

Regelmæssig børstning hjælper med at opretholde en funktionel pels og hurtigt identificerer irritation eller fremmedlegemer.

Dobbeltpelsen bør ikke barberes, da den har en beskyttende og termoregulerende funktion.

Golden Retrieveren i jagtleksikonet

Golden Retrieveren repræsenterer et af de tilfælde, hvor en races ekstraordinære popularitet næsten har skjult dens sande oprindelse. I dag kender millioner af mennesker den som en familiehund, en servicehund eller en ledsager, men dens navn afspejler stadig den funktion, den blev udvalgt til: apportering.

Golden Retrieveren blev født inden for den store britiske jagttradition. Problemet, den skulle løse, var meget konkret: jægeren kunne dræbe et dyr på stor afstand, på den anden side af en bæk, i en mose eller i et svært tilgængeligt område med vegetation. En hund, der var i stand til at observere, huske, spore og apportere, var nødvendig.

Denne funktion har formet både kroppen og karakteren. Den tykke, vandtætte underuld beskytter hunden, når den arbejder i vandet. Halsen og kæberne gør det muligt for den at bære vildt. Intelligens og føjelighed gør det muligt for den at lede en hund på afstand. Dens lugtesans gør det muligt for den at forvandle en simpel apportering til en eftersøgning, når det sårede vildt har bevæget sig væk.

Den mest interessante egenskab er nok dens samarbejde . En retriever fungerer ikke præcis som en stående hund, der selvstændigt skal fortolke terrænet i jagten på duften. Golden retrieveren bruger en betydelig del af sin aktivitet på at observere jægeren og afvente information.

Ved markering bruger han det, han ser. Ved blind apport bruger han det, føreren fortæller ham. I det endelige søgearbejde bruger han det, som kun hans næse kan opfatte. Det samlede arbejde opstår derfor fra den kontinuerlige overgang mellem hukommelse, lydighed og autonomi.

Særligt vigtigt er bjærgningen af ​​skadet vildt. Det er her, at retrieveren demonstrerer sin jagtmæssige og etiske værdi. Et dyr, der ellers kunne være gået tabt, kan lokaliseres og bjærges takket være hundens lugtesans og udholdenhed.

Sammenligning med andre retrievere viser, hvordan selektion har givet forskellige fortolkninger af det samme problem. Labradoren foretrækker kompakthed, kraft og ekstraordinære akvatiske evner. Fladhunden udtrykker stor dynamik og entusiasme. Krøllehunden tilføjer udholdenhed og større uafhængighed. Nova Scotia kombinerer ...ollinge-rapport. Den Gyldne indtager en yderst afbalanceret position, karakteriseret ved alsidighed, følsomhed og stærkt samarbejde med dirigenten.

Det er dog vigtigt for jægeren at skelne mellem den Golden Retriever, der generelt tilhører racen, og det individ, der rent faktisk er udvalgt til arbejde. Årtiers udbredelse har frembragt dybt forskellige linjer, og en hund beregnet til jagt bør komme fra opdrættere, hvis evner, sundhed og funktionelle kvaliteter er blevet nøje overvejet.

En god arbejdende Golden Retriever skal være atletisk, motiveret, stabil, i stand til at forblive stille under bevægelse og klar til at bevæge sig, når den får kommando. Den skal kunne huske et fald, blive ledt til et usynligt bytte og selvstændigt fortsætte en søgning, når dens lugtesans indikerer, at vildtet er gået videre.

Golden Retrieveren er derfor meget mere end den berømte gyldne hund, der er kendt over hele verden: den er et af de store produkter fra britisk jagthundeavl, en ledsager udvalgt til at forvandle intelligens, akvatiske evner, blød mund og samarbejde til en essentiel funktion i moderne jagt, den korrekte apportering af vildt.