EUROPÆISK HARE – Lepus Europaeus

Den europæiske hare , videnskabeligt kaldet Lepus europaeus , er et af de mest repræsentative pattedyr i italienske og europæiske landbrugsmiljøer og en af ​​de arter, der har haft størst indflydelse på jagthistorien med hunde . Den er ekstremt hurtig, flygtig og udstyret med ekstremt udviklede sanser, lever primært i åbne områder og tilbringer en stor del af dagen ubevægelig i sin hule, hvor den bliver mere aktiv fra skumring til nat.

I modsætning til den vilde kanin graver haren normalt ikke underjordiske huler . I stedet er den afhængig af små fordybninger i jorden, kaldet huler, hvor den forbliver perfekt camoufleret. Når den forstyrres, kan den pludselig bryde ud og udvikle en ekstremt hurtig flugt, karakteriseret ved acceleration, retningsændringer og strategier, der sigter mod at forvirre potentielle forfølgere.

For jægeren, og især for sporingshunden, er haren et vildtdyr af ekstraordinær interesse. Dens jagt slutter ikke med jagten: den begynder med at søge efter nattens forbigående , fortsætter med tilnærmelsen, identifikationen af ​​hulen og opskydningen, og omdannes til sidst til selve forfølgelsen. Det er netop denne kompleksitet, der gør haren til et af de mest selektive vildtdyr, når den vurderer en sporingshunds lugtekvaliteter, metode, stemme, initiativ og kommunikation.

Europæisk hare: identitetskort

Sådan genkender du den europæiske hare

Den europæiske hare har en øjeblikkeligt genkendelig silhuet. Dens krop er slank, dens bagben er meget længere og kraftigere end dens forben , og dens ører når en betydelig størrelse.

Pelsen varierer i tone fra brun til fawn med grålige og sorte detaljer. Undersiden er generelt lysere.

Et af de mest nyttige træk til genkendelse er de lange ører med sorte spidser . Halen er også karakteristisk: kort, hvid under og mørkere på toppen.

Harens store ører

De lange ører er ikke kun et morfologisk træk. Haren har også en ekstremt udviklet hørelse.

Ørerne kan orienteres uafhængigt for at lokalisere lydenes oprindelse og give dyret mulighed for at opfatte mulige trusler, før de når en kritisk afstand.

Deres store overfladeareal bidrager også til spredning af kropsvarme.

Øjnene og synsfeltet

Øjnene er store og placeret sidelæns på hovedet. Denne position giver et meget bredt synsfelt , hvilket er særligt nyttigt for et dyr, der primært lever i åbne miljøer.

Haren kan derfor kontrollere en stor del af det omgivende rum uden konstant at skulle bevæge hovedet.

Bagbenene: flugtens motor

De lange bagben er en af ​​artens mest åbenlyse tilpasninger.

Kraftig muskulatur muliggør imponerende acceleration og lange spring. Harens hele anatomi er designet til at muliggøre hurtig og ekstremt dynamisk flugt.

Forbenene, som er betydeligt kortere, er primært involveret i støtte og banekontrol.

Hvor hurtigt løber en hare?

Den europæiske hare er et af de hurtigste landpattedyr i den europæiske fauna.

Under en flugt kan den i korte strækninger nå hastigheder på omkring 60-70 km/t , selvom den faktiske hastighed afhænger af terrænet, individet og forholdene under flugten.

Men mere end blot tophastighed er evnen til at accelerere hurtigt og skifte retning vigtig.

Mand og kvinde: hvordan skelner man dem fra hinanden?

Kønsdimorfi er ikke særlig tydelig . Hanner og hunner er meget ens i udseende og størrelse, og sikker kønsidentifikation på afstand er generelt vanskelig.

I ynglesæsonen kan adfærd give en indikation, men det er ikke en pålidelig bestemmelsesmetode.

Harer og vilde kaniner: hvad er forskellene?

Den europæiske hare bør ikke forveksles med den vilde kanin, Oryctolagus cuniculus.

Haren er generelt større og slankere, har proportionalt længere bagben og ører og lever et anderledes liv.

Kaninen bruger underjordiske hulesystemer, mens haren normalt tilbringer sin daghvile i en overfladehule.

Selv ungerne er dybt anderledes: harer fødes allerede dækket af pels, med åbne øjne og i stand til at bevæge sig, mens kaninunger fødes meget mindre udviklede inde i hulen.

Udbredelsen af ​​den europæiske hare

Lepus europaeus Den er vidt udbredt i Europa og dele af det vestlige Asien. Arten er især forbundet med sletter og collinog præget af åbne landskaber.

I løbet af historien er den også blevet introduceret af mennesker til forskellige områder uden for dens oprindelige udbredelsesområde.

Den europæiske hare i Italien

I Italien er den europæiske hare først og fremmest til stede i det kontinentale Italien og den italienske halvø , med meget variabel udbredelse og tæthed afhængigt af miljøkarakteristika og vildtforvaltning.

Det er en typisk landlig art, men kan leve i meget forskellige miljøer, så længe der er samtidig tilgængelighed af føde, åbne områder og tilstrækkeligt ly.

Italienske harer er ikke alle ens

Når man taler generisk om "hare" i Italien, er det nødvendigt at foretage en vigtig sondring.

Ud over den europæiske hare, Lepus europaeus , findes der i vores land andre taxa af slægten Lepus af stor bevaringsinteresse.

Den italienske hare, Lepus corsicanus , findes i det centrale og sydlige Italien og på Sicilien. Det er en særegen art, der fortjener sin egen profil. Bjergharen, Lepus timidus , findes også i Alperegionen.

Disse arter bør ikke forveksles med den europæiske hare, da de har forskellig udbredelse, økologi og forvaltningsstatus.

Den europæiske hares levested

Haren foretrækker åbne miljøer og landbrugsmosaik.

De bedste landskaber er ikke nødvendigvis fuldstændig ensartede. Den samtidige tilstedeværelse af korn, enge, fodergrøder, udyrkede arealer, små skovområder, hække og kanter kan give fødekilder og ly i forskellige perioder af året.

Den europæiske hares foretrukne levesteder

Haren og landbruget

Forholdet mellem den europæiske hare og landbruget er meget tæt.

Den historiske udbredelse af åbne landbrugslandskaber har skabt gunstige betingelser for arten i mange regioner. Intensivt landbrug og landskabsforenkling kan dog have den modsatte effekt.

Store monokulturer, fjernelse af grænser, reduktion af udyrket jord og et fald i plantediversiteten kan gøre området mindre egnet til en mere kompleks landbrugsmosaik.

Harens hule

Haren bygger normalt ikke en egentlig hule. Om dagen bruger den en lille fordybning i jorden kaldet en hule.

Det kan findes blandt græs, tørv, planteaffald, buske eller andre elementer, der kan afbryde dyrets silhuet.

Valget af hule tager højde for adskillige faktorer, herunder vind, temperatur, eksponering, dækning og evnen til at kontrollere det omgivende miljø.

Bliver haren altid i den samme hule?

Nej. Det samme individ kan bruge forskellige huler afhængigt af sæson, klima, landbrugsarbejde og forstyrrelser.

Kendskab til territoriet gør det muligt for haren at vælge det gunstigste sted fra tid til anden.

Hvorfor er det så svært at se en hare i sin hule?

Pelsfarven passer perfekt til jorden og vegetationen.

Desuden kan haren forblive helt stille, selv når en trussel nærmer sig.

Denne adfærd reducerer sandsynligheden for at blive visuelt opdaget betydeligt.

Hvornår er haren aktiv?

Den europæiske hare er hovedsageligt aktiv i skumrings- og natperioderne.

Når lyset falmer, forlader den sin hule og begynder at bevæge sig mod fødeområderne.

Om natten kan den strejfe rundt i territoriet, fødesøge og efterlade den række af udstrålinger på jorden, som er enormt vigtig i jagt med hunde.

Morgenens pengeoverførsel

Før eller efter daggry har haren en tendens til gradvist at afslutte sin natlige aktivitet og nå det sted, den har valgt at tilbringe dagen.

Den endelige vej til hulen kan være alt andet end direkte.

Dyret kan foretage retningsskift og andre bevægelser, der gør det vanskeligere at følge sporet tilbage til skuret.

Hvad spiser den europæiske hare?

Haren er en planteæder , og dens kost ændrer sig betydeligt i løbet af året.

Kan indtage:

vilde urter;

græsser;

kornprodukter;

bælgfrugter;

spirer;

blade;

dyrkede planter;

bark og kviste i perioder med reduceret fødetilgængelighed.

Haren og lucernen

Foderafgrøder, og især lucerne , kan repræsentere en meget vigtig fødevareressource.

Tilgængeligheden af ​​ung, næringsrig vegetation gør disse områder særligt attraktive på bestemte tider af året.

Drikker haren?

Haren kan optage en betydelig del af det vand, den har brug for, gennem planteføde.

Det betyder ikke, at den ikke bruger åbent vand, når det er tilgængeligt, men dens fysiologi tillader den at leve selv i miljøer, hvor overfladevandskilder ikke er særlig rigelige.

Ceceotrofi hos harer

Ligesom andre lagomorfer har haren et særligt fordøjelsessystem, der også er baseret på cekotrofi.

Noget af det fordøjede materiale produceres i form af blød, næringsrig afføring, som genoptages.

Denne proces muliggør genvinding af vitaminer, mikrobielle proteiner og andre næringsstoffer, der produceres under fermentering i blindtarmen.

Reproduktion af den europæiske hare

Den europæiske hare har en høj reproduktionskapacitet, hvilket er afgørende for at kompensere for en naturlig dødelighed, der kan være betydelig, især hos unge dyr.

Ynglesæsonen kan strække sig over mange måneder, generelt fra sen vinter til sommer og under gunstige forhold endda længere.

De spektakulære forårsjagter

I ynglesæsonen kan man observere adskillige harer, der jagter hinanden på markerne, selv om dagen.

Disse sysler er knyttet til seksuel aktivitet og konkurrence mellem individer.

Det er et af de tidspunkter på året, hvor en normalt diskret art bliver særligt synlig.

"Boksningen" af harer

En af de mest kendte adfærdsmønstre er den såkaldte boksning.

To dyr rejser sig på bagbenene og slår hurtigt hinanden med forbenene.

I modsætning til hvad mange tror, ​​er det ikke nødvendigvis to hanner, der slås: det er ofte hunnen, der skubber en alt for insisterende han væk.

Hvor lang er graviditeten?

Drægtighedsperioden varer cirka 41-42 dage.

Hunnen kan have flere æg i ynglesæsonen, hvor kuldstørrelsen varierer afhængigt af årstid, alder og miljøforhold.

Hvor mange unger føder en hare?

Et kuld består generelt af en til fire leveler , selvom variationer kan forekomme.

Den gennemsnitlige kuldstørrelse har en tendens til at ændre sig i ynglesæsonen.

De små harer

De unge harer kaldes leverets.

I modsætning til nyfødte kaniner kommer de til verden allerede dækket af pels, med åbne øjne og med en bemærkelsesværdig grad af motorisk udvikling.

Denne egenskab er fundamental, fordi arten ikke har en underjordisk hule, hvor den kan beskytte sine afkom.

Holder alle harerne sig sammen?

Moderen har en tendens til at efterlade sine unger skjult og relativt adskilt fra hinanden, hvilket reducerer chancen for, at et rovdyr finder hele kuldet.

Harerne forbliver ubevægelige i vegetationen, og hunnen vender hovedsageligt tilbage for at fodre dem.

Af denne grund bør et tilsyneladende ensomt barn ikke automatisk betragtes som forladt.

Amning af harerne

Haremælk er meget nærende og giver moderen mulighed for at begrænse antallet af besøg hos sit afkom.

Denne strategi reducerer den tid, der tilbringes i nærheden af ​​ungerne, og dermed også risikoen for at tiltrække rovdyr til deres skjulested.

Superfødning hos den europæiske hare

Et af de mest ejendommelige aspekter ved harens reproduktionsbiologi er dens dokumenterede evne til at starte en ny graviditet, når den forrige endnu ikke er fuldstændig afbrudt.

Dette fænomen, kendt som superfetation , bidrager til den europæiske hares høje reproduktionspotentiale og repræsenterer en af ​​artens mest interessante biologiske karakteristika.

Den årlige cyklus for den europæiske hare

Harens rovdyr

Den europæiske hare indtager en vigtig plads i fødenet i åbne økosystemer.

Harer er særligt sårbare, mens voksne kan blive byttedyr, især når de er syge, svækkede eller fanget under ugunstige forhold.

Rovdyr kan omfatte forskellige kødædende pattedyr og store rovfugle, med varierende betydning afhængigt af harens territorium og aldersklasse.

Harens forsvarsstrategi

Haren baserer sin overlevelse på en yderst effektiv sekvens:

identificere faren;

forbliv stille og kamufleret;

vurder truslens afstand;

at forlade pludselig;

brug hastighed og retningsskift for at undgå forfølgelse.

Harens flugt

Flugt handler ikke blot om at løbe i en lige linje med maksimal hastighed.

En erfaren hare bruger sin viden om terrænet, skifter retning, krydser forskellige overflader og kan bruge veje, grøfter, afgrøder og andre elementer til at komplicere forfølgelsen.

Det er netop denne evne, der gør det særligt vanskeligt at følge.

Går haren sine skridt tilbage?

Under bevægelse, og især i nærheden af ​​skuret, kan haren udføre manøvrer, der kan gøre det komplekst at fortolke sporet.

Krydsninger, retningsskift og overlapninger kan skabe vanskeligheder selv for erfarne hunde.

Disse adfærdsmønstre omtales traditionelt af hunde som nogle af harens tricks.

Spor af den europæiske hare

Fodsporene viser tydeligt lemmernes forskellige struktur.

Under normal gangart og især under løb, er de store bagben fremskudt foran forbenene.

Af denne grund har den typiske bælte ofte to bageste fodaftryk, der er større og mere avancerede end de forreste.

Harens ekskrementer

Afføringen er generelt lille, rund eller let fladtrykt, med en fiberholdig konsistens og variabel farve afhængigt af kosten.

Deres tilstedeværelse kan være et nyttigt spor til at identificere områder, der ofte anvendes af arten.

Sådan genkender du tilstedeværelsen af ​​en hare

Blandt de vigtigste tegn på tilstedeværelse finder vi:

fodspor;

ekskrementer;

huler;

sædvanlige stier og passager;

strømspor;

direkte observationer, især ved daggry og skumring.

Er den europæiske hare territorial?

Haren bruger et velkendt område, men rumlig adfærd bør ikke fortolkes som stiv eksklusiv territorialitet.

Områder, der anvendes af forskellige individer, kan overlappe hinanden, og størrelsen af ​​det besatte rum varierer afhængigt af køn, årstid, tæthed og ressourcetilgængelighed.

Hvor langt bevæger en hare sig?

Daglige pendlertider kan variere betydeligt.

I meget gunstige levesteder kan føde og ly findes relativt tæt på hinanden; i fattigere landskaber kan dyret være tvunget til at rejse større afstande.

Reproduktionsperioden kan også bestemme en øget mobilitet.

Haren og regnen

Regn og fugtighed påvirker både harens adfærd og vedvarende udstråling på jorden.

For blodhunden er disse forhold særligt vigtige, fordi de radikalt kan ændre sværhedsgraden af ​​at søge og nærme sig.

Haren og vinden

Vinden påvirker valget af hule og spredningen af ​​​​udstrålingen.

Haren kan vælge positioner, der gør det muligt for den at få mest muligt ud af beskyttelse, temperatur og evnen til at opfatte, hvad der sker i det omgivende miljø.

Haren i varmen

På varme dage har den en tendens til at reducere sin aktivitet i de centrale timer og bruge huler, der kan tilbyde gunstige mikroklimatiske forhold.

Det meste af fødeaktiviteten er koncentreret i de køligere timer.

Haren med sneen

Sne gør spor og stier meget mere synlige, men samtidig ændrer det fødetilgængeligheden og camouflagemulighederne.

Den europæiske hare udvikler, i modsætning til bjergharen , ikke en helt hvid vinterpels.

Forvaltning af den europæiske hare

Moderne forvaltning af arten bør først og fremmest starte med habitatets kvalitet.

Haretætheden afhænger af en kompleks række faktorer: fødetilgængelighed, landskabsstruktur, klima, ungdødelighed, prædation, sygdomme, landbrugsaktiviteter og jagtpres.

Miljøforbedringer for haren

Interventioner, der kan gavne arten, omfatter:

vedligeholdelse af diversificerede afgrøder;

bevarelse af grænser;

tilstedeværelsen af ​​enge og foderafgrøder;

vedligeholdelse af udyrket jord;

reduktion af den ekstreme forenkling af landskabet;

omhyggelig håndtering af landbrugsarbejde i reproduktionsperioderne.

Hvorfor ikke bare indsætte harer?

Et område, der ikke er i stand til at understøtte en naturlig population, vil sandsynligvis ikke blive egnet blot ved kunstigt at øge antallet af tilstedeværende dyr.

Forvaltningen bør derfor adressere de årsager, der begrænser populationen, og ikke kun den umiddelbare numeriske størrelse.

Habitat, bæreevne og reproduktionssucces er grundlæggende elementer for at opnå stabile populationer over tid.

Indfødte harer og genpopulationer

Emnet om genbefolkning får særlig betydning i forvaltningen af ​​den europæiske hare.

Indførsel af dyr fra gårde eller fra forskellige geografiske områder skal evalueres under hensyntagen til sundhedsmæssige, genetiske, økologiske og adfærdsmæssige aspekter.

Bevarelsen af ​​lokale populationer, der er i stand til at reproducere sig naturligt, er generelt et yderst værdifuldt forvaltningsmål.

De førende årsager til dødelighed

Dødeligheden af ​​den europæiske hare skyldes flere faktorer.

Blandt dem, der kan påvirke befolkninger, finder vi:

prædation;

sygdomme;

ugunstige vejrforhold;

landbrugsprocesser;

vejinvesteringer;

reduktion i habitatkvaliteten;

jagttryk.

Kan den europæiske hare jages i Italien?

Ja. Den europæiske hare, Lepus europaeus , er blandt de jagtbare arter, der er omfattet af den italienske jagtlovgivning.

National lovgivning fastsætter en generel periode for haren mellem den tredje søndag i september og den 31. december.

Det er dog vigtigt at kontrollere jagtkalenderen for den pågældende region eller autonome provins , da der kan være fastsat mere restriktive perioder, fangstbegrænsninger, jagtmetoder og specifikke territoriale bestemmelser.

Pas på den italienske hare

Tilstedeværelsen af ​​den italienske hare, Lepus corsicanus , i Italien gør korrekt identifikation og kendskab til territoriale regler særligt vigtig.

Den italienske hare er en art, der er forskellig fra den europæiske hare, og den er af høj bevaringsinteresse.

I områder, hvor udbredelser kan påvirke tilstødende eller overlappende territorier, skal forvaltningen derfor tage hensyn til tilstedeværelsen af ​​forskellige arter.

Jagt på den europæiske hare med hunde

Harejagt med hunde er en af ​​de ældste og teknisk mest komplekse former for europæisk jagthundeavl.

Det afgørende øjeblik er ikke kun selve opdagelsen. En god gerning begynder længe i forvejen, med hundens evne til at identificere og fortolke det spor, som haren efterlader under dens natlige rejser.

Traditionelt kan handlingen opdeles i forskellige faser: at søge efter passet, nærme sig, spore og følge.

Jagten på fortiden

I de tidlige morgentimer leder hundene efter den duft, som haren har efterladt i løbet af natten.

Denne fase kræver næse, metode og erfaring.

Hunden skal skelne et nyttigt spor fra de mange udstrålinger, der findes på jorden, og gradvist forstå, hvilken sti der fører til skuret.

Hvad er harepuré?

Med udtrykket passa angiver detektiven det spor, som dyret efterlader under dets bevægelser.

Dog har ikke alle dele af banen samme nytteværdi.

Hundens opgave består også i at forstå den rigtige retning og identificere den sti, der fører til hulen.

Sammenstillingen

Sammenstillingen repræsenterer en af ​​de mest tekniske og fascinerende faser.

Hundene går fremad, fortolker gradvist harens duft og forsøger at rekonstruere stien, der fører til skuret.

Et godt team skal arbejde initiativrigt, men også på en ordnet måde, og undgå at usikkerhed forvandles til en uorganiseret søgning.

Hvorfor kan matchning være svært?

Temperatur, fugtighed, vind, jordtype, vegetation og den tid, der er gået siden harens passage, påvirker i dybtgående grad kvaliteten af ​​udstrålingen.

Desuden kan haren udføre komplekse bevægelser, før den når sin hule.

Hunden skal derfor løse et reelt lugteproblem.

Jeg finder det

Efterhånden som hundene når skurområdet, stiger spændingen gradvist.

Haren kan forblive ubevægelig, indtil trykket bliver uudholdeligt, og så pludselig lette.

Spejderen repræsenterer overgangen mellem at arbejde på natsporet og at jagte på det friske spor.

Efterfølgeren

Efter opdagelsen begynder den egentlige opfølgning .

Haren løber med fart, kendskab til territoriet og konstante retningsskift.

Hundene skal opretholde lugtekontakt og hurtigt rekonstruere linjen, selv når vildtet udfører manøvrer, der midlertidigt kan afbryde duften.

Hundens stemme

Stemmen repræsenterer et af de mest fascinerende elementer ved harejagt.

Gennem tone, rytme og intensitet kan den erfarne hundefører fortolke, hvad der sker, selv uden at se hundene.

Stemmen kan skifte mellem at søge, nærme sig, finde og følge, og omdanne handlingen til en ægte lydfortælling.

Forseelsen i opfølgningen

Når hunde midlertidigt mister sporet, forekommer det, der almindeligvis kaldes en forseelse i sporingsjargon.

Evnen til at løse det er en af ​​hundens vigtigste egenskaber.

Hunden skal sætte farten ned, tjekke terrænet og finde det punkt, hvorfra haren fortsatte.

Harens tricks

Den europæiske hare er berømt blandt hunde for sin evne til at sætte hunde i vanskeligheder.

Under flugten kan du:

pludselige retningsændringer;

returneringer;

vejkrydsninger;

passager på vanskelige overflader;

lange spring;

pludselige ændringer i flugtrytmen.

Hundens evne til at løse disse problemer adskiller ofte en god hund fra en stor specialist.

Hvilke hunde er særligt velegnede til harejagt?

Stjernerne angiver generel evne til den pågældende type arbejde og er ikke en absolut rangordning. Udvælgelse af blodlinje, individuelle karakteristika, erfaring og træning er nøglefaktorer.

Den italienske hund på haren

Den italienske hund repræsenterer en af ​​de symbolske racer i den nationale haretradition.

Næse, tilgangsevne, stemme og udholdenhed giver dig mulighed for at klare alle faser af handlingen.

Med tiden har italiensk selektion produceret højt specialiserede linjer specielt til harearbejde.

Appenninernes hund på haren

Appenninerhunden , også kendt som den lille italienske harehund , er tæt forbundet med harejagt.

Dens agile struktur og arbejdsmetode gør den særligt interessant i terræn med c-profil.ollinfloder og Appenninerne, hvor vildt kan drage fordel af de konstante ændringer i hældning og vegetation.

Ariégeois på haren

Ariégeois- hunden tilhører den store franske tradition for chiens courants og er især værdsat for at arbejde med haren.

Finesse i næse, anvendelse og evne til at arbejde i flok gør ham til en specialist af stor interesse for hundeelskere.

Beagle på haren

Beagle -hunden har en lang tradition for jagt på lagomorfer.

Kompakt, modstandsdygtig og med en stor passion for sporing, kan den fungere effektivt i flok, samtidig med at den opretholder en livlig og vedholdende følgerskare.

Harejagt: enkelt hund, par eller flok?

Haren kan jages med en enkelt hund, et par eller en hel flok.

Hver konfiguration giver dig mulighed for at værdsætte forskellige egenskaber.

En enkelt hund skal selvstændigt løse alle problemerne på stien. Et godt matchende par kan kombinere komplementære kvaliteter. Flokken derimod tilføjer kompleksiteten af ​​teamwork , hvor forsøgspersonerne skal samarbejde uden at skabe forvirring.

Grundlæggende egenskaber ved harehunden

En god specialisthund bør besidde:

stor olfaktorisk kapacitet;

metode i forskning;

evne til at nærme sig;

initiativ;

udholdenhed;

evne til at løse fejl;

korrekt indtastning;

forbindelse med andre hunde og med føreren;

fysisk udholdenhed.

Harens udstråling

Hundens arbejde afhænger af evnen til at opfatte de lugtende partikler, som vildtet efterlader, og deres varighed i miljøet.

Derfor er ingen sti nogensinde ens. Fugtighed, temperatur, vind, jordbund, vegetation og tid, der er gået siden passagen, ændrer dybtgående lugteforholdene.

Gunstige terræner og vanskelige terræner

En kølig, tilstrækkeligt fugtig jord kan tilbyde meget andre forhold end en tør, støvet eller solopvarmet overflade.

Asfalt, klipper, veje og stærkt forvitrede overflader kan afbryde eller gøre kontinuiteten af ​​udstrålingen ekstremt svag.

Det er netop under vanskelige forhold, at hundens evne til at ræsonnere på sporet kommer til udtryk.

Hvorfor er haren et af de sværeste vildt for hunden?

Vanskeligheden opstår som følge af kombinationen af ​​flere faktorer.

Haren er hurtig, kender sit territorium perfekt, kan foretage pludselige retningsskift og krydse overflader, hvor udstrålingen bliver vanskelig at følge.

Derudover skal hunden håndtere to helt forskellige problemer: først et relativt gammelt natspor , derefter, efter at have fundet det, et nyt spor lavet af et flygtende dyr.

Den europæiske hare: vigtigste karakteristika

Kussiøsiteter om den europæiske hare

Den lever normalt ikke i en hule: den tilbringer sine hviletimer i en simpel fordybning i jorden.

Ungerne fødes allerede meget udviklede: de har åbne øjne, er dækket af pels og kan bevæge sig kort efter fødslen.

Den kan nå meget høje hastigheder: dens kraftige bagben tillader acceleration og undslipper i størrelsesordenen 60-70 km/t over korte afstande.

Den berømte "boksning" er ikke nødvendigvis en kamp mellem mænd: det kan være en kvinde, der afviser en bejler.

Øv dig i cekotrofi: en sofistikeret fordøjelsestilpasning, der giver dig mulighed for at udnytte en plantebaseret kost mere effektivt.

Den har en særlig reproduktionsbiologi: fænomenet superfetation er blevet dokumenteret hos den europæiske hare.

Den er frem for alt et natdyr: mange af de spor, som hunden fortolker om morgenen, afslører bevægelserne i de foregående timer.

Hvorfor den europæiske hare er en symbolsk art inden for jagt på hunde

Få arter har bidraget så meget til udvælgelsen af ​​europæiske jagthunde som den europæiske hare . Generationer af hundeavlere har udvalgt deres hunde præcist baseret på deres evne til at fortolke sporene fra dette vildt.

Udfordringen er ikke blot at indhente et hurtigt dyr. Den virkelige udfordring begynder, når haren ikke engang er synlig endnu.

Hunden skal finde et spor, der er efterladt i løbet af natten , forstå dets retning, adskille det fra de andre udstrålinger og følge det til skuret. Først da ankommer duften, og en anden, helt anderledes fase begynder.

Under sporing er haren afhængig af hastighed, retningsændringer og kendskab til terrænet. Når sporet synes at bryde, skal hunden sætte farten ned, søge, fortolke og løse forkastningen. Det er i disse øjeblikke, at hundens snude, erfaring, initiativ og jagtintelligens træder i forgrunden.

Den europæiske hare er dog også en art, der er dybt knyttet til landskabets kvaliteter. Dens tilstedeværelse afhænger af tilgængeligheden af ​​føde, afgrødernes mangfoldighed, tilstedeværelsen af ​​enge og udyrket jord samt muligheden for at finde ly året rundt.

At forstå Lepus europaeus betyder derfor samtidig at forstå agroøkosystemøkologi, vildtforvaltning, dyreadfærd og hundekultur . Og det er netop denne kombination, der gør haren til en af ​​de store hovedpersoner i den italienske og europæiske jagttradition.