En nylig afgørelse fra Kassationsretten bekræftede, hvad der allerede var kendt: Dyreværnsmyndighedernes beføjelser er begrænset til at overvåge forbrydelser, der involverer kæledyr, ikke vilde dyr.
Kassationsretten har faktisk stadfæstet den dom, som appelretten i Firenze allerede har afsagt mod LAC (Ligaen for afskaffelse af jagt). Sagen blev anfægtet og straffet for at have tilsidesat en offentlig funktion ved flere lejligheder (artikel 347 i straffeloven); faktisk havde tre jægere været underlagt jagtkontrol af dyrepassere, der tydeligvis ikke havde de nødvendige kvalifikationer. Kassationsretten bekræftede denne kvalifikation med sin seneste kendelse, som kun tillader kontrol af kæledyr.
Anuu Migratoristi, der rapporterede nyheden i en pressemeddelelse, minder om, at kendelsen fastslår: "Artikel 6, stk. 2, i lov 189 af 2004 bestemmer specifikt, at 'Overvågningen af overholdelsen af denne lov og andre bestemmelser vedrørende dyrebeskyttelse er også overladt, med hensyn til kæledyr, inden for rammerne af de opgaver, der er tildelt ved de respektive præfekturelle udnævnelsesdekreter, i henhold til artikel 55 og 57 i strafferetsplejeloven.'" Kendelsen fortsætter: "Det er helt klart, at adverbiet "også" blev brugt af lovgiveren med henvisning til "de private edsvorne vagter fra anerkendte dyrebeskyttelses- og zoofiliforeninger", hvilket betyder, at de tilsynsbeføjelser, der ellers er tildelt retsbetjente og -agenter, også udvides til disse personer, og ikke med henvisning til udtrykket "med hensyn til kæledyr".
Det følger heraf, at disse private sikkerhedsvagter skal anerkendes med beføjelse til at overvåge overholdelsen af bestemmelserne i samme lov nr. 189 af 2004 samt de relaterede funktioner som retsbetjent udelukkende til beskyttelse af "kæledyr", dvs. husdyr.
...derfor ingen jurisdiktion over kontrol vedrørende dyreliv og jagt.
For at undgå at vildlede læserne, ville det være nyttigt, hvis du præciserede, at den nævnte afgørelse, da den ikke blev afsagt af et fælles kammer, kun kan klassificeres som en udtalelse. Den kan dog, som det for nylig er sket, omstødes af andre retskamre. Derfor er det lovgiverens eneste ansvar at skabe klarhed over lovgivningen, ikke dommeren, som blot giver en fortolkning, der på ingen måde er i overensstemmelse med retspraksis. For denne præcisering takker vi Grosseto-koordinatoren for dyreværnsvagterne på Kronos Academy.
_______________________________________________
