I den seneste tid har pressen givet rigelig plads til indlæg fra nogle universitetsprofessorer og eksperter i bæredygtig udvikling vedrørende den nye Lovforslag om ændring af lov 157 af 1992 (lovgivningen, der regulerer jagt og beskyttelse af vilde dyr).
Offentlig debat er altid legitim, men videnskab bør være baseret på fakta og studiet af officielle tekster. Desværre afslører en analyse af nylige udtalelser om den tekst, der er godkendt af Senatet og sendt til Deputeretkammeret, en forvrænget fortælling uden praktisk støtte i selve lovforslaget.
Her er en punkt-for-punkt aflivning af de vigtigste falske nyhedshistorier, der cirkulerer på nettet.
- Skovbrug eller maritim statsejendom? Forveksler skove med strande.
En af de mest udbredte kritikpunkter vedrører den påståede udvidelse af jagt til kystområder. Dette er en grov misforståelse: Teksten i det lovforslag, der er godkendt af Senatet, refererer tydeligt til statsskovbrug , ikke statslig maritim ejendom. At forveksle skovforvaltning med kystforvaltning viser en dårlig forståelse af den lovgivning, der drøftes.
- Trampskader og sikkerhedsparadokser
Et andet argument fra kritikere drejer sig om den påståede miljøskade forårsaget af jægere, der tramper jorden. Dette argument ignorerer områdets hverdagslige virkelighed: vandrere, svampejægere og skovhuggere besøger de samme miljøer til fods uden at nogen rejser lignende videnskabelige bekymringer.
Den samme partiske tilgang er tydelig, når det gælder sikkerhed. Der er behov for restriktioner for dem, der opholder sig i disse områder, men der er fuldstændig tavshed om faktiske ulykkesdata i andre udendørsmiljøer, såsom hundredvis af drukneulykker eller baderelaterede ulykker i kystområder.
- ISPRA's rolle: er dens udtalelse om jagtkalendere bindende?
Den mest tekniske fejl vedrører ISPRA 's (Italiens Institut for Miljøbeskyttelse og -forskning) rolle . Flere akademiske kommentatorer hævder, at instituttet afgiver en bindende udtalelse om udarbejdelsen af jagtkalendere.
Kendsgerningerne siger noget andet: ISPRA's udtalelse er ikke bindende og har aldrig været det. Dette bekræftes af instituttets egne eksperter i alle officielle fora. Loven kræver en høring, men den endelige forvaltningsbeslutning ligger hos regionerne.
Konklusioner: en reel videnskabelig debat er nødvendig
Forvaltning af vilde dyr og land kræver konkrete færdigheder og et dybdegående studie af lovgivningen. Overfladiske vurderinger uden først at læse lovteksterne risikerer kun at give næring til ideologiske konflikter og distancere offentligheden fra de reelle bæredygtige udviklingsløsninger, som landet har brug for.
Taget fra Abagrivenatoria.it
