Moderne mekaniske udviklinger har påvirket alle sektorer, inklusive jagt. Jagtgeværer har nydt godt af dette og er noget anderledes end gårsdagens.
Jagtgeværet har udviklet sig markant i løbet af de sidste halvtreds år. Men man ville ikke vide det ved at se på det; i dag, ligesom tidligere, findes der enkeltløbede, dobbeltløbede, over-and-under og halvautomatiske haglgeværer. I dag, ligesom tidligere, har de de samme egenskaber: førstnævnte affyrer ét skud, sidstnævnte affyrer to, sidstnævnte affyrer mere end to skud, sidstnævnte affyrer mere end to. Men selvom deres ydre udseende bedrager, er moderne haglgeværer meget forskellige fra deres forgængere.
Præmissen har naturligvis ikke ændret sig, men måden at opnå det på og præstationen har, selvom mange, der læser denne artikel, ville være tilbøjelige til at være uenige.
Præmissen for en jagtriffel er, at den er en maskine designet til at udføre arbejde ved hjælp af den termiske energi, der produceres af krudtladningen i patronen. Resultatet af dette arbejde absorberes dels af løbets passive modstand, dels opløses i atmosfæren som varme og dels bliver til kinetisk energi, der overføres til hagl. Den kinetiske energi, der driver hagl, vil være større, jo højere starthastigheden og jo større haglladningen er. Men vi ved alle, at starthastigheden af haglladningen – teknisk defineret som V/0 – varierer inden for ret snævre grænser, og heraf følger, at en jagtriffels nyttige arbejde er proportionalt med mængden af hagl, den affyrer. Tidligere har producenterne udelukkende stolet på denne antagelse og produceret alle de glatløbede kalibre, vi kender (fra 4 til 36), for at bruge den rigtige mængde hagl inden for den stivhed, der kræves for hver kaliber.
Dette opfyldte også det yderligere koncept om, at en jagtriffels nyttige arbejde er et produkt af tre faktorer:
– Det gennemsnitlige tryk, der opstår i tønden
– Tøndens sektion
– Længden af tønden
Da selv det gennemsnitlige tryk ikke kan øges ud over visse grænser, både af sikkerhedsmæssige årsager og fordi det ville være kontraproduktivt og forårsage overdreven deformation af hagl, har det rigide koncept altid været, at den mængde ladning, et jagthaglgevær kan affyre, er knyttet til løbets tværsnit, dvs. kaliberen. Derfor var produktionskonceptet for et jagthaglgevær forankret i sjældent overgåede standarder og blev assimileret med reglen om, at for bedst at håndtere rekylen skulle geværets vægt være 100 gange større end den affyrede ladning. Faktisk havde den udbredte brug af store kalibre ikke engang opmuntret industrien til at udforske andre muligheder, da hver ladning, der skulle affyres, i det væsentlige havde sit eget instrument. Men forbuddet mod kaliber større end 12 i USA, som blev bekræftet kort efter i Europa, rejste spørgsmålet om at kunne affyre forskellige ladninger end tidligere for hver kaliber.
Mere specifikt var der et skift i retning af jagtgeværer, der tilbød større alsidighed med hensyn til ladekapacitet inden for deres kaliber. Det er derfor, at resten af kaliberudvalget også faldt med udfasningen af kaliber 4, 8 og 10. 14-kaliberen forsvandt, og produktionen af kaliber 24, 32 og 16 blev så sjælden, at deres definitive undergang var nært forestående i 90'erne. 16-kaliberen er i de senere år afgørende kommet ud af sumpet og er næsten blevet et moderigtigt fænomen; de to andre lider fortsat betydeligt.
I dag er de store belastninger, der anvendes i kaliber med et tværsnit større end 12 gauge, delvist blevet genvundet fra magnum-konfigurationerne af samme kaliber. Ved at udnytte udviklingen af krudt til patronen og materialerne til haglgeværet er disse ikke længere fortidens tunge byrder. De magnum-konfigurationer, der i dag findes i 12, 20, 36 gauge – dvs. .410 – og for nylig i 28 gauge, muliggør en afgørende afvigelse fra fortidens stive mønstre med meget bredere belastningskapaciteter. For eksempel dækker 20 magnum nemt standard 16 gauge, når og overgår standardbelastningerne for 12 gauge og kan endda understøtte belastninger, der blev betragtet som tunge for den pågældende kaliber. Det samme gælder for de andre magnumkalibre, der er nævnt.
Og den ekstra faktor ved denne udvikling var, at disse våben – selv de halvautomatiske, der er udstyret med genopladningsmekanismer, der udnytter jagtpatronens kraft på forskellige måder – kan affyre både maksimale ladninger og mellem- og lave ladninger.
Dette har ført til en høj grad af alsidighed i brugen af hvert enkelt kaliber, og selv 16 gauge, som i øjeblikket kun er tilgængelig på markedet i standardkonfigurationen og ikke i magnum-versionen, fungerer godt i moderne våben med haglvægte fra 26 til 33 gram, mens den absolutte og uundværlige reference tidligere var 28-29 gram.
Alsidighed, der takket være moderne materialer er kombineret med betydelig lettelse, uden at ofre et højt komfortniveau, der er i stand til at modvirke rekyl, gennem anvendelsen af forskellige patenter.
________________________________________________
