Dette er ifølge Det Europæiske Miljøagentur, som fastslår, at biodiversiteten påvirkes af andre, langt vigtigere og mere indgribende faktorer.
Nej, det handler ikke om at være en "whataboutism".
I de seneste måneder har vi været vidne til endnu en genopblussen af kontroverser, beskyldninger og (mis)informationskampagner vedrørende jagtens rolle i tab af biodiversitet. Dette sker cyklisk, især når Parlamentet, som i dette tilfælde, forsøger at fokusere opmærksomheden på en gennemgang og modernisering af den relevante lovgivning – det stik modsatte af en tilbagevenden til fortiden. Sensationelle overskrifter, et par indignerede kommentarer på sociale medier fra de sædvanlige grønne influencere , og her er vi igen og udpeger jægere som den primære trussel mod miljøet.
Men er det virkelig sådan?
De objektive og officielle data er tilgængelige og har været kendt i et stykke tid. De leveres ikke af en jagtforening, men af Det Europæiske Miljøagentur, og et hurtigt blik afslører en helt anden virkelighed. Det viser sig, at presset fra jagt på europæiske arter og levesteder er minimalt, næsten ubetydeligt. Ikke marginalt i opfattelse, men i tal: mindre end 1% af de højeste pres rapporteret af EU's medlemsstater involverer jagt.
Andre, langt dybereliggende og mere strukturelle faktorer påvirker biodiversiteten negativt: jordbundsomdannelse; intensivt landbrug; fragmentering af levesteder; invasion af fremmede arter; forurening; ofte unødvendig infrastruktur; klimaændringer, uanset årsag... Alle kræfter, der virker kontinuerligt på kontinental skala og ændrer den økologiske balance langt mere end en reguleret praksis, der er begrænset til et par uger om året og kontrolleret, som f.eks. jagt.
Hvorfor lever myten om jagt som årsag til alle miljøproblemer så ved? Fordi det er nemt, fordi det i den kollektive fantasi hos dem, der ikke er bekendte med det og har ringe viden om miljøet, landskabet og naturen, formidler stærke følelser, symboler og billeder. Og fordi jagt ofte bevidst forveksles med ulovlighed, hvilket i sidste ende sidestiller jagt med krybskytteri, ses opfordringer til at bringe vores jagtlovgivning i overensstemmelse med resten af Europa som "det jagende Vilde Vesten"; traditionelle jagter - og meget af det, der er landligt - ses som grusomme anakronismer, der skal slettes. En forvrænget fremstilling, men veludformet og let genklangende hos den brede offentlighed, råbte altid meget højere end de præciseringer og sandheder, vi kan imødegå.
Alligevel udgør italienske jægere, ligesom deres europæiske kolleger, ikke blot ingen trussel mod biodiversiteten, men er ofte dens tavse vogtere. De vedligeholder levesteder, renser kanaler og stier, rapporterer om uregelmæssigheder i forbindelse med invasive arter, samarbejder om videnskabelig overvågning og investerer tusindvis af timer i frivilligt arbejde, som ingen offentlig instans kunne opretholde alene. I mange landdistrikter ville landskabet uden jægernes årvågenhed være berøvet øjne og hænder, der er i stand til at gribe ind med eksperter.
Sandheden er, at naturbevarelse kræver pragmatisme, ikke slogans. Vi er nødt til at opbygge alliancer, ikke imaginære fjender. At ignorere bidraget fra jagtverdenen betyder at miste en vigtig del af aktiv arealforvaltning, netop på et tidspunkt hvor miljømæssige udfordringer kræver større samarbejde og færre splittelser.
De, der virkelig bekymrer sig om biodiversitet, bør sætte spørgsmålstegn ved de virkelige årsager til tilbagegangen, ikke opfattelser eller ideologier. De bør slå til lyd for landbrugspolitikker, der bedre forener retfærdig landbrugsindkomst med bæredygtighed; forvaltningsplaner, der ikke bare forbliver på papiret; seriøse indgreb mod forurening, arealforbrug, dårlig vandforvaltning eller de utallige meningsløse begrænsninger på rationel skov- og skovforvaltning; landskabet ofret på den store grønne illusions alter og manglen på seriøs arealanvendelsesplanlægning i mange områder...
At give jagt skylden er at se tingene på den forkerte måde. Nemt, men forkert.
I dag har vi mere end nogensinde brug for en ærlig debat baseret på fakta og ikke følelser. Ja, naturen er under pres, men ikke på grund af jægere. Og at fortsætte med at gentage det modsatte gavner hverken dyrelivet, samfundet eller den demokratiske debat, men kun bundlinjen for mange miljø- og jagtfjendtlige foreninger. (Marco Ramanzini)
Taget fra Federcaccia.org
