COLOMBACCIO – Columba Palumbus

Ringduen , videnskabeligt klassificeret som Columba palumbus , er den største og mest robuste af de vilde Columbidae, der almindeligvis observeres i Italien , og en af ​​hovedpersonerne i den europæiske efterårstræk.

For den italienske jæger er skovduen frem for alt oktober: lange flyveture, bjergpas, skove, egetræer, gemmesteder og venten med øjnene vendt mod himlen . Men at begrænse denne art til passets spektakulære natur ville være indskrænkende.

Bag disse formationer, der krydser efterårshimlen, ligger en fugl udstyret med bemærkelsesværdige orienteringsevner, en god hukommelse, stærk selskabelighed og en ekstraordinær evne til at ændre sin adfærd og kost i henhold til de muligheder, som omgivelserne tilbyder.

Ringduen er på samme tid en skovfugl og en hyppig gæst på landet , trækfugl og fastboende fugl, en skovboer og en kolonisator af byer. Den kan spise agern på et egetræ, opholde sig på en dyrket mark og få timer senere nå et hvilested kilometer væk.

I Italien eksisterer der faktisk meget forskellige situationer side om side: fastboende populationer, migrerende kontingenter fra andre europæiske regioner, individer i transit og overvintrende populationer.

Denne overlapning gør Columba palumbus til en af ​​de mest interessante arter, når det kommer til at forstå, hvordan migration, fødetilgængelighed, landskabstransformationer og dyreadfærd kan interagere.

Skovdue: identitetskort

Sådan genkender duen

Skovduen har en robust bygning, et fyldigt bryst, et relativt lille hoved i forhold til kroppen og kraftige vinger.

Fjerdragten fremstår overvejende blågrå , mens brystet antager lyserøde eller vinfarvede nuancer.

Hos voksne er de hvide pletter på siderne af halsen særligt karakteristiske , forbundet med grønne og lilla refleksioner.

Men det mest åbenlyse træk, når dyret er i flugt, er repræsenteret af de brede hvide bånd på vingerne.

Det hvide bånd på vingerne

Når en skovdue åbner sine vinger, viser der sig et meget synligt hvidt bånd.

Denne egenskab gør det muligt at identificere arten selv på afstand, og er et af de bedste elementer til at skelne den fra andre Columbidae, der findes i Italien.

I en stor flok producerer de hvide bånd kontinuerlige ændringer i lysstyrke, når dyrene vender sig samtidigt.

De hvide pletter på halsen

Hos voksne er der to karakteristiske hvide områder på siderne af halsen.

Det hvide er ledsaget af grønne og lilla metalliske refleksioner, der kan blive særligt tydelige under visse lysforhold.

De unge skovduer

Ungerne kan let skelnes fra de voksne, fordi de endnu ikke har de tydelige hvide pletter på siderne af halsen.

Deres farve fremstår generelt mere ensartet og mindre kontrastfuld.

Denne detalje er også vigtig for at undgå en af ​​de hyppigste fejl ved identifikation af Columbidae.

Mand og kvinde

Seksuel dimorfisme er ikke særlig tydelig.

Faktisk har hanner og hunner meget ens dimensioner og fjerdragt, og det er generelt vanskeligt at bestemme kønnet alene gennem fjernobservation.

Skovdue og due: de er ikke det samme

Skovduen forveksles undertiden med tamduen eller vildduen, men forskellene er vigtige.

Skovduen er generelt større og mere robust og har karakteristiske hvide bånd på vingerne.

Tamduen stammer fra den vilde due Columba livia og kan præsentere en ekstraordinær farvevifte.

Skovdue og skovdue

Stokkduen – Columba oenas – er mindre og mangler både de store hvide sidepletter på halsen og det brede hvide vingebånd, der er karakteristisk for skovduen.

Sondringen bliver især vigtig under flyvning.

Skovdue og turteldue

Skovturtelduen – Streptopelia turtur er betydeligt mindre og mere slank.

Den har også rustbrune vinger og et karakteristisk sort-hvidt stribet mønster på siderne af halsen.

Sammenligning af de vigtigste Columbidae

Skovduens flugt

Skovduen har en kraftfuld, hurtig og vedvarende flugt.

De store vinger producerer kraftige vingeslag og giver dem mulighed for at tilbagelægge betydelige afstande både under træk og i de daglige bevægelser mellem hvile- og fødeområder.

Trods sin robuste konstruktion er skovduen også i stand til meget hurtige vendinger.

Afgangen

Når den pludselig letter fra et træ, frembringer skovduen ofte en karakteristisk lyd forårsaget af dens kraftige vingerflappen.

Den indledende acceleration er bemærkelsesværdig og giver dyret mulighed for hurtigt at opnå hastighed og højde.

Bryllupsflyvningen

I ynglesæsonen udfører hannen en karakteristisk paradeflugt.

Den stiger ved at baske kraftigt med vingerne og glider derefter nedad med relativt stive vinger og gentager sekvensen.

Denne adfærd repræsenterer en af ​​de mest karakteristiske territoriale og reproduktive manifestationer af arten.

Skovduens stemme

Skoveduens territoriale sang er dyb, rytmisk og let genkendelig.

Den udsendes hovedsageligt af hanner i ynglesæsonen og kan høres i skove, i skovklædte landskaber og nu ofte også i byparker.

En fugl født til skoven

Det engelske navn * Wood Pigeon* minder direkte om artens oprindelige forbindelse til skovmiljøer.

Skovduen bruger træer til at hvile, bygge rede, overvåge sit territorium og overnatte.

Men en af ​​grundene til dens store succes er muligheden for at bruge åbne rum samtidigt.

Skovduen lever mellem to verdener

En af nøglerne til at forstå arten er at skelne mellem hvileområder og fødeområder.

En skovdue kan tilbringe natten i en skov og ved daggry tilbagelægge flere kilometer for at nå marker og enge.

Om eftermiddagen kan du tage den omvendte rute.

Dens funktionelle territorium kan derfor være meget større end den enkelte skov, hvor den observeres.

Skovduens levesteder

Arten kan bruge:

løvskove;

blandede skove;

egetræslunde;

bøgetræer;

fyrreskove;

træbeklædt landskab;

agerjord;

enge;

olivenlunde;

parker;

haver;

bymæssige og peri-urbane områder.

Skovduen og egetræerne

Forholdet mellem skovdue og eg er særligt vigtigt.

Faktisk er agern en energirig fødekilde i løbet af efteråret og vinteren.

Produktive egeskove kan tiltrække og fastholde adskillige individer.

Agern: en af ​​de gode efterårsfødevarer

Dunagtig eg, kalkun-eg, sten-eg og andre egetræer kan producere store mængder agern.

Produktionen varierer dog betydeligt fra år til år.

Et år præget af rigelig frugtsætning kan i høj grad ændre den lokale udbredelse af skovduer.

Skovduen og bøgen

Bøgeskove kan også tilbyde vigtige føderessourcer gennem produktion af bøgenødder.

Ligesom med agern kan mængden af ​​disse frugter variere meget mellem forskellige årstider.

Hvad spiser skovduen?

Skoveduen har en overvejende plantebaseret og meget opportunistisk kost.

Den kan næres af:

agern;

bøgetræer;

kornprodukter;

frø;

spirer;

blade;

frugter;

bær;

bælgfrugter;

andre sæsonbestemte planteressourcer.

Skovduen og kornprodukter

Hvede, majs og andre kornsorter kan være vigtige fødekilder.

Høstede marker og afgrøderester kan tiltrække store grupper, især om efteråret og vinteren.

Skovduen og majsen

Majs kan være en særlig energirig ressource.

Efter høst kan korn og rester, der efterlades på jorden, bestemme betydelige lokale koncentrationer.

Skovduen og solsikken

Solsikkefrø og afgrøderester kan også bruges, når de er tilgængelige.

Evnen til hurtigt at udnytte ressourcer produceret af landbruget er en af ​​grundene til artens tilpasningsevne.

Skovduen og oliventræet

I nogle middelhavsområder kan oliven også indgå i kosten.

Olivenlunde beliggende i landskaber præget af skove, hække og forskellige afgrøder kan besøges, især om vinteren.

En kost, der konstant ændrer sig

Der er ingen enkelt fødekilde, der bestemmer skovduens tilstedeværelse året rundt.

Arten tilpasser sin kost i henhold til, hvad territoriet tilbyder.

Denne fleksibilitet er en af ​​hovedfaktorerne for dens økologiske succes.

Skovduens struma

Ligesom andre Columbidae har skovduen en særligt udviklet struma.

Denne struktur gør det muligt hurtigt at indsamle og fordøje en betydelig mængde mad på et mere roligt sted.

Dette er en meget effektiv strategi for en art, der ofte fødesøger i åbne miljøer udsat for rovdyr.

Drikker anderledes end mange andre fugle

Columbidae har en særlig interessant egenskab: de kan drikke ved at holde deres næb i vandet og kontinuerligt suge væsken ind.

Mange andre fugle må i stedet samle vand i deres næb og derefter løfte hovedet for at synke.

Skovduen er et socialt dyr

Uden for ynglesæsonen kan arten blive meget selskabelig.

Under træk og overvintring kan der dannes grupper på tiere, hundreder og under de gunstigste forhold tusinder af individer.

Hvorfor danner den store flokke?

Gruppeliv tilbyder mange fordele.

Det giver dig mulighed for at:

lettere at identificere fødekilder;

øge overvågningen mod rovdyr;

del gunstige hvileområder;

bevæge sig langs konsoliderede linjer.

Sovesalen

Om vinteren kan mange ringduer samles i fælles reder.

Stille, strukturelt egnede skovområder bruges som natraveområder.

Fra disse punkter tager individerne afsted om morgenen for at nå frem til fødeområderne.

Den store morgenbevægelse

Ved daggry kan skovduer gradvist forlade deres soveplads og bevæge sig mod marker, egelunde eller andre fourageringsområder.

Disse bevægelser kan generere meget regelmæssige flyvebaner.

Aftenens tilbagekomst

Om eftermiddagen har bevægelsen en tendens til at vende.

Individer forlader fødeområderne og vender gradvist tilbage til hvileområderne.

Det er vigtigt at skelne disse daglige pendlinger fra reel migration.

Trin eller simpel bevægelse?

Et stort antal ringduer i flugt betyder ikke nødvendigvis, at trækket er i gang.

I vinterperioden kan tusindvis af individer bevæge sig mellem hvile- og fødeområder hver dag.

Det virkelige skridt involverer i stedet en migrationsbevægelse i en langt større geografisk skala.

Den trækkende skovdue

Europæiske befolkninger udviser forskellige migrationsstrategier.

Personer, der bor i regioner med mildere vintre, kan være fastboende eller have relativt begrænsede bevægelsesmuligheder.

De nordlige og østlige befolkningsgrupper viser derimod en større tendens til at migrere mod syd og sydvest.

Hvor kommer skovduerne fra, der krydser Italien?

De migrationsgrupper, der påvirker vores land, er inkluderet i det større europæiske migrationssystem.

Individer kan komme fra forskellige regioner i Central-, Nord- og Østeuropa og bruge Italien som transit- eller overvintringsområde.

Oprindelsen er derfor ikke unik, og kontingenternes sammensætning kan ændre sig i løbet af sæsonen.

Det store efterårsskridt

Ringduens efterårstræk er et af de mest imponerende skuespil i den europæiske fauna.

Flokke, der kan omfatte hundredvis eller tusindvis af individer, tilbagelægger store afstande ved at følge etablerede ruter og drager fordel af gunstige vejrforhold.

For mange italienske territorier er dette fænomen uløseligt forbundet med oktober måned.

Oktober: skovduens måned

I den italienske jagttradition er oktober den måned, der symboliserer det store skridt.

Migration er ikke naturligt koncentreret på en enkelt dato og kan udvise stærke årlige variationer, men det er i denne periode, at nogle af de mest betydningsfulde bevægelser historisk set er blevet observeret.

Temperaturer, vind og vejrforhold på europæisk plan kan fremskynde, forsinke eller koncentrere vandstrømme.

De store dage med passage

Der er dage, hvor himlen pludselig synes at fyldes op.

En første flok viser sig i horisonten.

Så et sekund.

Så andre stadig.

Under visse gunstige forhold kan bevægelsen fortsætte i timevis.

Det er denne rækkefølge af flyvninger, der udgør et af de mest spektakulære billeder af efterårstrækket.

Hvordan flyver en migrerende flok?

Formationer kan antage ekstremt variable konfigurationer.

Grupperne kan virke aflange, kompakte, bølgede eller fordelt over en meget bred front.

Strukturen ændrer sig konstant, efterhånden som individer justerer deres position, hastighed og retning.

Hvorfor skifter flokke konstant form?

Hvert individ skal samtidig opretholde kontakt med gruppen, undgå kollisioner, reagere på ændringer i vinden og overvåge omgivelserne.

Resultatet er en yderst dynamisk struktur.

Følger skovduen altid den samme rute?

Der er tilbagevendende vandringsruter , men ruten bør ikke forestilles som en uforanderlig linje tegnet på himlen.

Vejrforhold, vind, topografi, tilgængelighed af rastepladser og andre faktorer kan ændre ruten.

Alpernes rolle

Den alpine bue udgør en stor geografisk barriere for migranter, der er på vej mod halvøen.

Dale og pas kan kanalisere bevægelser og bestemme betydelige koncentrationer.

Territoriets beskaffenhed spiller derfor en fundamental rolle i passets geografi.

Appenninerne

Appenninernes højderyg har også en dybtgående indflydelse på bevægelser.

Højderygge, sadler og dale kan blive referencepunkter og passager for kontingenter, der bevæger sig gennem Italien.

Havet stopper ikke skovduen

Skoveduen har tilstrækkelig flyvekapacitet til at foretage selv betydelige sørejser.

Migrerende befolkningsgrupper kan derfor forbinde forskellige middelhavsterritorier ved at krydse strækninger af åbent hav.

Vinden og skovduen

Vinden er en af ​​hovedfaktorerne i migration.

Du kan ændre:

hastighed;

dele;

retning;

energiforbrug;

valg af retningslinjer;

afrejseøjeblikket.

Gunstig vind og modvind

En gunstig vind giver dig mulighed for at reducere energiomkostningerne ved rejsen og øge din hastighed over jorden.

Ugunstige forhold kan bremse migrationen, ændre flyvehøjden eller få dyr til at stoppe op og vente på bedre forhold.

Flyvehøjden

Der er ingen konstant kvote.

Skovduer kan flyve relativt lavt eller transitere meget højere afhængigt af vind, orografi, atmosfæriske forhold og bevægelsesfasen.

Kan skovduen se langt væk?

Ligesom mange dagaktive fugle har skovduen højt udviklede visuelle evner.

Synet er afgørende for at orientere sig, identificere artsfæller, genkende fødeområder og reagere hurtigt på potentielle farer.

En yderst forsigtig art

Den voksne skovdue kan udvise en bemærkelsesværdig evne til at vurdere fare.

Personer, der gentagne gange udsættes for forstyrrelser, ændrer ruter, højder, landingssteder og fremmødetidspunkter.

Denne adfærdsmæssige plasticitet repræsenterer et af de mest interessante karakteristika ved arten.

Hukommelse og indlæring

Evnen til regelmæssigt at vende tilbage til hvilesteder, fourageringsområder og yngleområder demonstrerer vigtigheden af ​​læring og rumlig hukommelse.

En skovdue krydser ikke territoriet tilfældigt: med tiden opbygger den en viden om ressourcer og farer.

Hvordan orienterer du dig under migrationen?

Trækfugles orientering er resultatet af et komplekst system, hvor forskellige typer information kan konvergere.

Brugbare referencer inkluderer:

solens position;

geomagnetisk information;

landskabstræk;

individuel oplevelse;

social adfærd.

Der er derfor ikke et enkelt "kompas", der er ansvarlig for hver bevægelse.

Lærer unge mennesker af voksne?

Den sociale komponent kan spille en vigtig rolle i bevægelserne af en meget selskabelig art.

At rejse i grupper giver også unge mennesker mulighed for at drage fordel af den kollektive information og beslutninger fra mere erfarne individer.

Forårsmigration

Ved vinterens afslutning begynder trækfugleflokkene gradvist deres rejse mod yngleområderne.

Forårsbevægelsen virker generelt mindre spektakulær for iagttageren end de store efterårskoncentrationer, men den repræsenterer en grundlæggende fase i den biologiske cyklus.

Hekker skovduen i Italien?

Ja. Skovduen er en udbredt ynglefugl i Italien.

I de seneste årtier har arten også vist en bemærkelsesværdig evne til at bruge stadig mere menneskeskabte miljøer.

Hvor bygger den sin rede?

Reden bygges normalt i træer eller store buske.

Den kan placeres på:

egetræer;

nåletræer;

prydtræer;

høje hække;

træer, der findes i byens parker.

Hvordan ser reden ud?

Reden virker overraskende enkel sammenlignet med dyrets størrelse.

Den består hovedsageligt af en platform af vævede kviste.

Strukturen kan virke relativt skrøbelig og uarbejdet.

Hvor mange æg lægger den?

Den typiske æglægning inkluderer to hvide æg.

Dette træk er fælles for adskillige Columbidae.

Lugen

Begge forældre deltager i inkubationen.

Parrets samarbejde fortsætter selv efter klækning ved at fodre ungerne.

"Duemælk"

Et af de mest ekstraordinære aspekter af Columbidae-biologien drejer sig om fodringen af ​​kyllingerne.

Forældrene producerer et meget næringsrigt stof i afgrøden, almindeligvis kaldet "afgrødemælk" eller "duemælk".

Dette er selvfølgelig ikke mælk i pattedyrs forstand, men en næringsrig sekretion produceret af afgrødens epitel.

Hanner og hunner producerer strumamælk

En endnu mere interessant ejendommelighed er, at begge køn kan producere dette stof.

Således får de små i de første par dage en ekstremt rig og let assimileret mad.

Skovduens kyllinger

Kyllingerne fødes underudviklede og fuldstændig afhængige af deres forældre.

De vokser dog hurtigt takket være den høje næringsværdi i den mad, de modtager.

Flere yngler i løbet af året

Under gunstige forhold kan skovduen foretage flere yngleforsøg i løbet af den samme sæson.

Reproduktionsperiodens varighed kan være særligt forlænget i områder, der er kendetegnet ved et gunstigt klima og overflod af ressourcer.

Frieriet

Hannen viser sin reproduktive adfærd gennem vokaliseringer, stillinger og demonstrationsflyvninger.

Den karakteristiske bryllupsflugt kan observeres over skove, parker og skovklædte landskaber.

Er skovduen monogam?

I ynglesæsonen dannes par, og de to voksne individer samarbejder om at bygge reden, ruge og opfostre afkommet.

Forældresamarbejde repræsenterer derfor en grundlæggende del af den reproduktive strategi.

Den årlige cyklus for skovduen

Fra skoven til byen: en overraskende forvandling

Et af de mest interessante fænomener i de seneste årtier er den voksende tilstedeværelse af skovduen i bymiljøer.

Et dyr, der traditionelt forbindes med skove og landskaber, har lært at bygge rede i:

byens parker;

træbeklædte alléer;

haver;

boligområder;

store bytræer.

Hvorfor kom skovduen ind i byerne?

Bymiljøer kan tilbyde adskillige fordele:

overflod af modne træer;

lokalt mildere klima;

tilgængelighed af fødevarer;

mindre forstyrrelse fra visse kategorier af rovdyr;

fravær af jagtaktivitet.

Evnen til at udnytte disse muligheder demonstrerer artens høje økologiske plasticitet.

Er byduen blevet mindre vagtsom?

Personer, der bor permanent i byer, kan udvise en meget kortere flugtdistance end dem, der bor i landdistrikter, der er udsat for større forstyrrelser.

Arten er derfor i stand til at modulere sin adfærd baseret på opfattet risiko.

Er en bydue og en trækdue det samme dyr?

De tilhører naturligt den samme art, men kan udvise dybt forskellig adfærd.

En person født i en bypark og vant til menneskelig tilstedeværelse dagligt kan være ekstremt selvsikker.

En voksen migrerende fugl, der gentagne gange forstyrres, kan dog være bemærkelsesværdigt forsigtig.

Denne forskel repræsenterer et glimrende eksempel på adfærdsmæssig plasticitet.

Skovdue-rovdyr

Arten kan blive jaget af forskellige rovfugle og pattedyr.

Potentielle rovdyr inkluderer:

Duehøg;

Spurvehøg;

Vandrefalk;

Ræv;

Mårtefamilien;

Kravlefugle til æg og unger;

andre opportunistiske rovdyr.

Duehøgen: en skovspecialist

Duehøgen er en af ​​de rovfugle, der er bedst tilpasset til at fange mellemstore fugle i skovmiljøer.

Kraft, acceleration og manøvredygtighed gør det muligt for den at jage selv voksne skovduer.

Vandrefalken

I åbne vidder kan vandrefalken være et vigtigt rovdyr.

Dens enorme hastighed under angreb gør flyvende individer særligt sårbare.

Flokkens forsvar

At leve i grupper øger sandsynligheden for, at et individ hurtigt får øje på en potentiel rovdyr.

Når der opfattes fare, kan reaktionen sprede sig hurtigt i hele flokken.

Ringduemigration og klima

Migrationskalenderen afhænger ikke af en enkelt meteorologisk faktor.

Temperatur, vind, atmosfærisk tryk og forhold langs ruten kan påvirke beslutningen om at afgå eller stoppe.

Den sæsonbestemte og økologiske komponent er dog fortsat fundamental.

Får kulden skovduer til at gå amok?

Forværrede klimatiske forhold kan favorisere bevægelsen af ​​nordlige bestande, men det ville være forsimplet at sige, at skovduen kun trækker, når kulden kommer.

Migration er et programmeret biologisk fænomen, hvor meteorologiske forhold påvirker rejsens timing, intensitet og modalitet.

Ringduen og klimaforandringer

Den gradvise stigning i europæiske vintertemperaturer kan ændre fordelingen af ​​trækfugle og overvintrende bestande.

Hvis territorier længere nordpå forbliver klimatisk gunstige og fortsætter med at tilbyde føde, kan nogle individer reducere migrationsafstanden.

Af denne grund skal de lokale variationer, der observeres i Italien, fortolkes inden for en langt bredere europæisk dynamik.

Kan agernproduktion påvirke overvintringen?

Ja.

Tilgængeligheden af ​​fødevarer med højt energiindhold kan bestemme vigtige lokale koncentrationer.

En egetræslund med fremragende agernproduktion kan understøtte adskillige ringduer, mens det samme område kan være langt mindre besøgt i et dårligt år.

Husker skovduen, hvor den fandt sin føde?

Evnen til gentagne gange at bruge bestemte fødeområder tyder på en bemærkelsesværdig rumlig hukommelse.

Enkeltpersoner kan hurtigt lære, hvilke områder der tilbyder rigelige ressourcer, og hvilke der udgør en større risiko.

Jagt på skovduer i Italien

Jagt på skovduer har en af ​​de dybeste og mest komplekse traditioner inden for italiensk jagtkultur.

Gennem århundreder har der udviklet sig forskellige teknikker, strukturer og terminologier i forhold til territoriernes karakteristika.

Fællesnævneren er dog altid den samme: at forstå fugles bevægelser og at kunne passe ind i deres geografi.

Skovduer jages ikke kun med rifler.

Den virkelige vanskelighed starter længe før skuddet.

Det er nødvendigt at forstå:

hvor fuglene kommer fra;

hvilken kvote vil de bruge;

hvordan vil vinden påvirke det;

hvilke pas de vil krydse;

hvor de skal spise;

hvor de skal overnatte;

hvordan de vil reagere på forstyrrelsen.

Traditionel skovduejagt er derfor først og fremmest en jagt præget af observation og viden.

Optagelsen

Jagt fra skjul er en af ​​de traditionelle former for skovduejagt.

Placeringen vælges ud fra flyveretninger, topografi, vegetation og dyrenes adfærd.

Kvaliteten af ​​din hjemmeside kan gøre en kæmpe forskel.

Skuret

Skuret er ikke bare et skjulested.

I skovduetraditionen kan det repræsentere resultatet af mange års observationer af flyveretning, yndlingsplanter og flokreaktioner.

I nogle områder er disse strukturer blevet en integreret del af landdistrikternes kultur.

Traditionelle jagter set ovenfra

I nogle italienske regioner har skovduejagt resulteret i specialiserede strukturer placeret mellem eller over trætoppene.

Den hævede position giver dig mulighed for at observere flyvninger på forhånd og arbejde i forhold til dyrenes baner.

Disse former for jagt gav anledning til ekstremt komplekse lokale traditioner.

Jagten på passet

Jagt under efterårstrækket repræsenterer nok det mest ikoniske billede af ringduen.

Jægeren venter på passage af store flokke langs kendte ruter.

Nogle dage kan gå uden næsten nogen bevægelse.

Andre kan blive til mindeværdige begivenheder.

Vinterjagt

I løbet af vinteren ændrer adfærden sig.

Det bliver vigtigt at forstå forholdet mellem:

soveværelse;

fodringsområde;

morgenpendling;

aftenens tilbagekomst.

Det handler ikke længere nødvendigvis om at opfange en stor migrationsbevægelse, men om at forstå de daglige bevægelser af dyr, der nu er etableret i territoriet.

Lærer skovduen at undgå fare?

Den store tilpasningsevne gør voksne individer særligt følsomme over for negative oplevelser.

Et område, der udsættes for gentagne forstyrrelser, kan undgås eller oversvømmes i højere højde.

Køreplaner kan ændres, og ruterne kan ændres.

Adfærd er derfor ikke uforanderlig.

Hvorfor ændrer et fly retning i sidste øjeblik?

En flok kan reagere på adskillige stimuli:

synlige bevægelser på jorden;

tilstedeværelsen af ​​rovfugle;

andre Ringduer;

vindvariationer;

jordens egenskaber;

tidligere erfaringer.

Den kollektive beslutning kan manifestere sig som et pludseligt retningsskift fra hele gruppen.

Må skovduer jages i Italien?

Ja. Ringduen – Columba palumbus – er blandt de jagtbare arter i henhold til italiensk national lovgivning.

Som med alle arter, der kan fanges, skal den regionale jagtkalender for den aktuelle sæson , de faktisk godkendte datoer, fangstfangets størrelser, de tilladte metoder og eventuelle territoriale begrænsninger overholdes.

Ringdue- og vildtforvaltningen

Forvaltning af en art, der er karakteriseret af både fastboende og migrerende populationer, kræver en vision på en skala, der er langt bredere end et enkelt territorium.

De kontingenter, der observeres i Italien, kan faktisk tilhøre forskellige befolkningsgrupper og bruge flere lande i løbet af den samme årlige cyklus.

Vigtigheden af ​​at ringe

Videnskabelig ringmærkning har bidraget til kendskabet til artens ruter, oprindelse og bevægelser.

Hver generobring kan forbinde det italienske territorium med en anden europæisk region og bidrage til genopbygningen af ​​migrationsgeografien.

Visuel overvågning af migration

Ringduen har en egenskab, der gør den særligt velegnet til overvågning: den trækker ofte i løbet af dagen i let observerbare flokke.

Fra strategiske punkter er det derfor muligt at tælle grupperne i transit og indsamle oplysninger om:

antal individer;

timer;

retning;

tilsyneladende kvote;

vejrforhold;

den daglige bevægelsesintensitet.

Synlig migration: et bemærkelsesværdigt træk

Mange store trækfugle bevæger sig hovedsageligt om natten og forbliver derfor usynlige for observatøren.

Skovduen giver derimod mulighed for fysisk at se trækket.

Du kan se flokkene dukke op i horisonten, følge deres bane og se dem forsvinde mod det næste stop.

Denne funktion bidrog enormt til fødslen af ​​​​trinnets kultur.

Skovdue: vigtigste karakteristika

Kussiøsiteter om skovduen

Det er den kæmpe blandt Columbidae, der er almindeligvis observeret i Italien: dens robuste struktur og store vingefang gør den umiddelbart genkendelig.

De hvide bånd på vingerne er synlige selv på lang afstand: under en flok drejer de en karakteristisk intermitterende effekt.

De unge har i starten ikke de typiske hvide pletter på halsen: dette gør det muligt at skelne dem fra voksne.

Den kan bære en betydelig mængde føde i sin afgrøde: en nyttig strategi til at reducere den tid, den bruger i de mest udsatte områder.

Den kan drikke uden konstant at løfte hovedet: et typisk kendetegn for Columbidae.

Begge forældre producerer afgrødemælk: et meget næringsrigt stof beregnet til kyllingerne.

Den kan producere flere kuld: når forholdene er gunstige, kan ynglesæsonen være meget lang.

Den er samtidig stillesiddende og migrerende: forskellige populationer af den samme art kan anvende helt forskellige strategier.

Den kan danne enorme flokke: under træk og overvintring kan koncentrationerne blive spektakulære.

Brug delte sovesale: Daglige ture mellem sovesale og madboder kan forveksles med rigtig gåtur.

Den er også blevet en byfugl: i dag yngler den regelmæssigt i parker og haver i mange europæiske byer.

Lær hurtigt: Forstyrrede personer kan ændre højder, ruter og tidsplaner.

Agern kan fuldstændig ændre dens udbredelse: et fremragende produktivt år kan koncentrere tusindvis af individer i gunstige områder.

Stillesiddende, trækfugl og overvintrende skovdue: tre adfærdsmønstre hos den samme fugl

Hvorfor skovduen er blevet en af ​​de store hovedpersoner inden for italiensk jagt

Ringduen – Columba palumbus – repræsenterer et særtilfælde i det italienske jagtpanorama.

Dens betydning stammer fra mødet mellem to tilsyneladende modsatrettede karakteristika.

På den ene side er det et ekstremt tilpasningsdygtigt dyr, der er i stand til at leve sammen med mennesker og endda bygge rede i bycentre.

På den anden side, når den træder ind i en dimension af migration og jagt, kan den forvandle sig til et forsigtigt, vagtsomt og vanskeligt fortolket vildt dyr.

Det er denne dobbelthed, der gør den fascinerende.

Oktoberhimlen

For virkelig at forstå skovduen, må man forestille sig en efterårsmorgen.

Det er stadig tidligt.

Solen er lige begyndt at oplyse bjergryggene.

Vinden blæser gennem trætoppene, og foran jægeren er der kun en enorm, tilsyneladende tom del af himlen.

Så dukker der en prik op.

Han er ikke alene.

Andre dukker op bagved.

Om få sekunder bliver punktet til en pakke.

Så en stor flok.

Snesevis, måske hundredvis af skovduer rykker frem i en kompakt gruppe.

De hvide bånd på vingerne viser sig og forsvinder, efterhånden som dyrene korrigerer deres bane.

Pakken skifter konstant form.

Det bliver længere.

Det bliver strammere.

Tur.

Så genoptager den sin retning.

Det er trinnet.

En rejse der begyndte meget langt væk

Disse dyr dukkede ikke pludselig op på den italienske himmel.

Deres rejse kan være begyndt hundredvis eller tusindvis af kilometer længere nordpå.

Før de ankom foran observatøren, krydsede de sletter, skove, floder, bjerge og grænser, der naturligt ikke eksisterer for dem.

De valgte, hvornår de skulle tage afsted, hvornår de skulle stoppe, hvor de skulle spise, og hvilken rute de skulle følge.

Vinden enten hjalp eller hindrede dem.

Nogle vil fortsætte rejsen.

Andre bliver måske i Italien om vinteren.

Skovduejægeren skal lære at se langt frem

Når man jager skovsnepper, er opmærksomheden koncentreret i skoven, på hunden og på et par meter terræn.

Hos skovduen sker næsten det modsatte.

Jægeren skal lære at læse himlen.

Du skal observere en hel dal.

En højderyg.

En sadel mellem to bjerge.

Vindretningen.

Andelen af ​​de første flyvninger.

Adfærden hos fjerne flokke.

Enhver form for information kan forudsige, hvad der vil ske i løbet af de næste par minutter.

Stedets erindring

En god stakout sker ikke ved et tilfælde.

Det repræsenterer ofte resultatet af årevis, nogle gange generationer, af observationer.

De, der hyppigt færdes i det samme område, lærer, at flokkene med en bestemt vind bruger en bestemt dal.

Som under visse betingelser passerer over en bestemt sadel.

At bevægelsen efter en nat med bestemte karakteristika kan starte tidligere.

At en skov rig på agern kan holde skovduer tilbage.

Det er en viden, der opbygges langsomt.

Duetraditionen

Dybt forskellige jagtkulturer har udviklet sig i Italien omkring skovduen.

Hvert territorium har udviklet sine egne teknikker, sine egne strukturer og endda sit eget ordforråd.

Hytter, skjulesteder, observatorier, traditionelle systemer og overleveret viden repræsenterer en kulturarv, der rækker langt ud over det simple øjeblik med fældning.

I nogle familier har stedet, hvorfra passagen observeres, været besøgt af flere generationer.

Faderen lærer sønnen, hvor han skal lede.

Barnet lærer at genkende en flok, når den stadig er en prik i horisonten.

Med tiden lærer du at forstå, om det punkt rent faktisk vil nås.

Pakken der aldrig ankommer

Og det er netop her, at skovduen demonstrerer alle sine evner.

En stor flok ser ud til at have den perfekte bane.

Bliv ved med det.

Afstanden mindskes.

Alt synes allerede afgjort.

Så ændrer noget sig.

Måske har en person fornemmet en anomali.

Måske har vinden ændret sig.

Måske har flokken set andre skovduer.

En forreste række vipper sine vinger.

På en brøkdel af et sekund reagerer hundredvis af personer.

Hele flokken vender sig.

Og det, der virkede uundgåeligt, bliver pludselig umuligt.

Det er også denne evne til konstant at overraske dem, der observerer den, der gør skovduen til en fantastisk jagtfugl.

Viden før prøveudtagning

Skovduen lærer en af ​​de grundlæggende regler for traditionel jagt: før man møder et dyr, skal man kende dets territorium og forstå dets adfærd.

En jæger kan have det bedste udstyr, men hvis han ikke forstår vind, ruter, føde og daglige bevægelser, vil han fortsætte med at se flokkene passere forbi i det fjerne.

Det er viden, der gør forskellen.

Skovduen som en stor europæisk trækfugl

At observere en flok under dens passage betyder direkte at være vidne til et biologisk fænomen af ​​kontinentale proportioner.

Hver pakke repræsenterer kun en lille del af en langt større bevægelse, der samtidig påvirker forskellige regioner i Europa.

Millioner af individuelle beslutninger ender med at blive til ét stort fænomen, der er synligt på himlen.

Og måske er dette skovduens dybeste charme.

Sneppen tager jægeren med ind i skovens hjerte og lærer ham at tyde det, han ikke kan se.

Skovduen tager ham i stedet med til en højderyg og lærer ham at se langt væk.

En af dem bor blandt bladene.

Den anden fylder himlen.

Men begge fortæller den samme historie: hvor kompleks, uforudsigelig og ekstraordinær et vildt dyrs rejse kan være.

Når den første store flok viser sig i horisonten en oktobermorgen, observerer vi ikke blot skovduer.

Vi ser migration.

Og det er derfor, at den første prik på himlen fortsat er et af de mest ventede øjeblikke i hele jagtsæsonen for generationer af italienske jægere.